Tip os log ind
Jacob Hove.
Foto: Flemming Hansen

Nyt redaktørjob venter

Nye spændende opgaver venter, og Ikast-Brande-redaktøren siger fra årsskiftet farvel og tak for et godt år i spidsen for redaktionen i Ikast
10. oktober 2019, 12.01

Jobskifte Af og til byder der sig en mulighed, som man simpelthen ikke kan sige nej til. Også selv om det kræver, at man samtidig må sige farvel til noget andet, man er glad for og gerne havde fortsat med.

Sådan er det for Ikast-Brande-redaktør Jacob Hove. Fra det nye år skifter han job inden for mediekoncernen Herning Folkeblad og siger dermed farvel til et spændende år med Ikast Avis, Herning Folkeblads Ikast-Brande-indhold, aoib.dk og mange interessante opgaver, kilder, samarbejder og gode medarbejdere.

Han overtog redaktørjobbet efter Steen Hebsgaard, som gik på pension pr. januar i år, og træder ind i et nyt job i koncernen i Herning.

- Jeg er blevet tilbudt at blive debatredaktør på Herning Folkeblad, og det betyder, at jeg fra det nye år siger farvel til redaktionen i Ikast-Brande og goddag til nye, spændende opgaver i Herning. Jeg skal være med til at udvikle debatstoffet og -universet både på print og online - på alle platforme og med øget involvering af læsere og debattører, fortæller 38-årige Jacob Hove.

- Jeg ser frem til at være med til at udvikle det vigtige demokratiskabende stofområde. Men det er selvfølgelig samtidig vemodigt at skulle tage afsked med gode kolleger, snaksalige kilder og andre meningsdannere i her i kommunen og med alt det, der kan fortælles i så et godt og dynamisk et område, fastslår han.

Jobskiftet sker som nævnt ved årsskiftet, og indtil da fortsætter Jacob Hove uændret som redaktør for Ikast-Brande-redaktionen.

Selvom det til den tid kun er blevet til et år på redaktionen i Ikast, så har Ikast-Brande Kommune og ikke mindst dens borgere og mange gode historier gjort stort indtryk på Jacob Hove.

- Vi beskæftiger os på redaktionen med både store historier og små noter, sørgelig artikler og hyggelige portrætter, og jeg har i årets løb som redaktør haft glæden af at fungere som både ordstyrer og taler ved forskellige arrangementer og mødt rigtig mange mennesker på min vej. Det vil jeg savne, pointerer han og minder samtidig om, at han jo stadig er på redaktionen på Strøget et par måneder endnu. Så kilder, læsere, samarbejdspartnere og andre skal endelig ikke holde sig tilbage med at kontakte ham eller den øvrige redaktion med journalisterne Laila Kempel, Thomas Vang, Flemming Thulstrup og Mikkel Korsgaard Christensen.

Det offentliggøres senere her i spalterne, hvem der fra 1. januar bliver ny Ikast-Brande-redaktør for Ikast Avis og Herning Folkeblad.


Ordet er dit



Mere Navne