Tip os log ind
Den nye ulvezone breder sig fra Herning i vest til Silkeborg i øst og ned til Nørre Snede og Brande i syd.
Foto: Miljø- Og Fødevareministeriet

Nyt tiltag: Stor del af Ikast-Brande Kommune er med i ny ulvezone

Danmark har fået sin anden og hidtil største ulvezone. I et knap 600 kvadratkilometer stort område sydøst for Herning kan der nu søges om tilskud til ulvesikre hegn og vogterhunde
29. oktober 2019, 08.15

HERNING/IKAST Et område på størrelse med Bornholm bliver nu defineret som Danmarks anden ulvezone. Det har miljøminister Lea Wermelin (S) besluttet, lyder det i en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Miljøministeren præsenterede mandag middag planen på et pressemøde ved Torup Sø nord for Nørre Snede.

Området på 570 kvadratkilometer ligger som en firkant mellem Silkeborg i nordøst, Herning i nordvest, Brande i sydvest og Nr. Snede i sydøst. I området er det muligt for fåreavlere at søge om tilskud til at bygge ulvesikre hegn, som skal beskytte dyrene mod ulveangreb.

- Ulven er et problem for landmænd med udegående husdyr i Midt- og Vestjylland. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe de husdyrholdere, som til stor frustration oplever, at ulven slår deres husdyr ihjel. Derfor har jeg udpeget et nyt tilskudsområde, så vi får udvidet den zone, hvor myndighederne kan hjælpe, udtaler miljøminister Lea Wermelin.

Samtidig med at det nye område etableres, har miljøministeren valgt at forhøje det tilskud, man kan få, til at etablere ulvesikre hegn fra 80 til 100 procent.

Hvis man oplever gentagende angreb på sine husdyr er det en betingelse for at få kompensation for dræbte husdyr i de to områder, at man har forsøgt at sikre sine dyr mod ulveangreb.

- Ulven er fredet i hele EU, og vi må forholde os til de udfordringer, den skaber. Forebyggelse af ulveskader på husdyr er vigtigt, og vi skal så vidt muligt undgå ulvedræbte husdyr på markerne. Miljøstyrelsens erfaringer er, at fungerende og vedligeholdte ulvesikrede hegn er en effektiv beskyttelse. Derfor skal vi udbrede brugen, siger Lea Wermelin.


Vogterhunde på vej

Flere fåreavlere har også ønsket at bruge vogterhunde til at beskytte dyr på marken efter tysk forbillede. Det bliver nu muligt med et pilotprojekt, hvor der ydes støtte til certificerede vogterhunde tre steder i Danmark.

- Der er gode erfaringer med vogterhunde fra Tyskland, og derfor skal vi også prøve ordningen af i Danmark. Vi starter med at give tilskud til vogterhunde tre steder, og så skal vi se, om ordningen skal gøres permanent, siger Lea Wermelin.

Vogterhunde kan for eksempel være et alternativ i områder, hvor hegning er særligt udfordrende.

- Jeg kan godt forstå bekymringen hos de mange, som skriver til mig om ulve. Vi skal overholde vores forpligtelse til at beskytte ulven, men fra dansk side arbejder vi løbende på at få en fleksibel forvaltning af ulven - også når det gælder regulering. Derfor har vi i oktober været medunderskriver på en erklæring til EU-kommission fremsat af Frankrig, som netop understreger ønsket om mere fleksibilitet, siger Lea Wermelin.

I den seneste status estimerede DCE, Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus estimerer, at der var fem voksne ulve og seks hvalpe i Danmark.


tiltag til forebyggelse af ulveangreb

Der findes to ulvezoner i Danmark.

Det ene er 330 kvadratkilometer og ligger sydvest for Holstebro.

Det nye er 570 kvadratkilometer og ligger sydøst for Herning.

Ulvehegn

Inden for områderne kan der søges om tilskud for ulvesikre hegn.

Hegnene er strømførende med minimum 4500 volt med nederste eltråd som udgangspunkt 20 centimer over jorden og øverste eltråd minimum 110 centimeter over jorden.

Der er i dag 36 kilometer ulvesikret hegn i Danmark, hvoraf Naturstyrelsen ejer cirka 25 kilometer, mens syv private husdyrholdere tilsammen ejer de resterende 11 kilometer.

Der er ikke dokumenteret ulveangreb bag et ulvesikret hegn i Danmark, der lever op til Miljøstyrelsens standarder herfor.

Pilotprojekt med vogterhunde

Tilskud til tre projekter med to hunde på hvert sted.

Hundene skal være certificerede vogterhunde købt i Tyskland.

Ejeren skal deltage i et kursus om korrekt anvendelsen af vogterhundene.

I Tyskland anvendes racen pyrenæerbjerghund.

Ingen tyske fåreavlere har mistet får til ulve efter at have anskaffet sig vogterhunde.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune