Tip os log ind
Foto: Flemming Hansen

Også i fængselskirken går nåde for ret

Tilgivelse er et hyppigt emne i fængslet, og påskens budskab om frelse for alle folder sig ud, når fængselspræsten igen og igen understreger, at i kristendommen er vi alle frie.
28. april 2019, 07.25

Kirke "Tilgiver Gud alt?" Det spørgsmål stiller de indsatte ofte til Annemarie Birgitte Ross, som er fængselspræst på den lukkede afdeling i Statsfængsel Midtjylland i Nørre Snede. De bliver tit forundrede, når hun siger, at det er hun overbevist om, at Gud gør. Kristus døde Langfredag for hvert eneste menneske; for alt, hvad der skiller os fra hinanden og Gud.

- Min opgave er at gøre dét til virkelighed for dem. Jeg håber, jeg gør det ved, at de helt konkret mærker sig holdt af, taget imod og passet på rent menneskeligt; ved at de føler sig elskede af Gud, uanset hvad de sidder inde for, uanset hvad omgivelserne fortæller dem, og uanset hvad de fortæller sig selv, siger hun, og fortsætter:

- Der er en udpræget angst for dommedag. Det er så svært at få dem talt væk fra deres nervøsitet for, hvad Gud siger til alt det, de har gjort. Det sidder så dybt i os. Skriftemål er også noget vi bruger. De letter deres hjerte og får alle deres synders forladelse bagefter, og så lyser jeg velsignelsen. At viske tavlen ren i forhold til Gud har vi alle brug for. Jamen, det er jo for godt til at være sandt, at man kan det, siger de - og det er det. Det er jo netop det, der er pointen. Jeg bruger mange prædikener og samtaler på det.


Kirke for alle

Folkekirken er, hvor folket er - det vil sige også på hospitalet, hos udsendte soldater i felten og i fængslet. Fængselspræstens fornemste opgave er at holde gudstjenester og have sjælesorgssamtaler. Der er tre gudstjenester hver anden søndag fordi indsatte fra forskellige afdelinger ikke må møde hinanden, og det gælder også, når de indsatte bruger Kirken.

Derudover hjælper Annemarie de indsatte med alt muligt praktisk, fx sørge for, at de indsatte kan sende en gave, når deres barn har fødselsdag, finde et par bukser i Genbrugsen, ligesom hun er tovholder eller med inde over Røde Kors' besøgstjenesten, banko - og filmaftner, Caféeftermiddage, koncerter og andre tiltag. Omsorg for det enkelte menneske og engagement er nøgleord.

Den 7. april er der konfirmation i fængselskirken. To mænd på henholdsvis 23 og 25 år vil gerne bekræfte deres tro, og det bliver fejret: "Så bliver jeg bare så taknemlig, og det er dejligt at være med til at planlægge fejringen. Det er også fantastisk for mig på den måde, at det er den første kirkelige handling på de to år jeg har været ansat.


Et frit menneske

Kirken er det eneste sted uden kameraer - et frirum. Det oplever de indsatte også ved, at de kan sige alt til præsten, da jeg har tavshedspligt. Jeg er tilmed først og fremmest de indsattes præst, men skal samtidig selvfølgelig også samarbejde med betjentene og virke indenfor rammerne. Jeg har, på den måde, et ben i begge lejre. De indsatte skal dog vide, at de har min loyalitet 100 procent. Det må der ikke være tvivl om."

I gudstjenestens udgangsbøn takker vi endvidere altid Gud for at vi må "gå ud herfra som et FRIT menneske". Det runger selvfølgelig på en ganske særlig måde, når vi sidder i et fængsel omgivet af låste døre, gitre for vinduerne og høje hegn. - I forhold til Gud er vi dog frie - og at kunne fortælle dem om den frihed er stort, når de har mistet deres frihed på næsten alle andre måder. Her går NÅDE for RET. I kirken er vi alle frie og hele mennesker - det er så vigtigt at holde fast i over for den indsatte. Jeg prøver at få dem til at vide sig elsket og tilgivet af Gud. Når jeg kommer til at lave en fejl, er de virkelig overbærende, og det gør det til et dejligt sted at arbejde. Arbejdet kræver, på den måde, meget af en, men man får det tidobbelte igen.


Paraderne falder

Præsten må også besøge de 15, der sidder på isolationsgangen, hvilket har stor betydning for de indsatte, tror jeg. Man kan, i den situation især, nemlig have brug for at dele sine tanker med en anden, høre sin egen stemme. Blive set som søn, far, mand osv. De indsatte på den lukkede afdeling er mellem 18-69 år i øjeblikket, flest er i 20'erne. De kan skrive en anmodningsseddel om en samtale med fængselspræsten, og så kommer Annemarie forbi. Hun har flere, hun følger fast, men kikker også bare ind hos en eller afdelingerne generelt.

- Kirken byder ind med et alternativ til de negative tanker, der kan opstå omkring en selv. Ikke forstået på den måde, at vi negligerer, hvad der er sket, men sådan at vi lader Jesus ord om at lade den, der er syndfri, kaste den første sten, gælde for vores syn på hinanden. Ingen af os er syndfri. Det er vores grundsituation. De indsatte er, som oftest, nødt til at være stærke, men når vi sidder på tomandshånd, falder paraderne, og det bliver et menneske, der snakker med et andet menneske. Det er fantastisk dejligt at have de samtaler. På spørgsmålet, om det ikke kan føles utrygt at være alene sammen med de indsatte, svarer jeg altid: Overhovedet ikke! Jeg føler mig mere tryg i fængslet end udenfor. Desuden spørger jeg jo altid betjentene, om jeg må tage den og den indsatte med over i kirken, og der har aldrig været noget.


Samtalerne fylder

Samtalerne fylder mest i Annemaries arbejde. Når man sidder der med lukket celledør om aftenen, og tankerne begynder at presse sig på, så kan det godt være nogle meget tunge tanker der kommer frem. Og der er ikke noget til at overdøve dem, så man kommer virkelig i kontakt med sig selv og angrer måske i forhold til offeret, familien og Gud. Der kommer præsten ind og kan lytte. Det typiske menneske er udfordret på er at være væk fra sine kære og ikke kunne være der for dem. Han er, meget tit, ked af situationen, at tingene er gået, som de er. De får dårlig samvittighed i forhold til deres familie, og det er frustrerende at være afhængig af at andre bestemmer, hvad man skal og ikke skal. Det tager ofte lang tid at opbygge relation til de indsatte. Man skal fortjene deres tillid.

- Når man har hørt deres livshistorie, er der tit ikke noget at sige til, at de er blevet fristet af kriminaliteten. Der har ofte været mange svigt og meget mangel på omsorg. Man bliver ret ydmyg selv, når man ser, hvor stærke de er med alt det, de er kommet igennem. Mennesker er jo fantastiske - de bliver ved med at tro på en god fremtid. Det er så livsbekræftende - og håbet tager jeg ikke fra nogen.


En pligt at tilgive

I Fadervor beder vi: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«.

Derfor mener Annemarie Ross, at det er en kristen pligt at tilgive:

- Det bliver en befrielse, for så er vi ude over hele tiden at skulle overveje, om vi nu også kan det og vil det. Vi er også ude over at blive dobbelt forurettede, hvis nogen gør noget forkert i forhold til os. Tilgivelsen fra Gud er det fortegn, vi lever under. Det hører sammen, at vi skal tilgive hinanden. På den måde slipper man for at gå rundt med lysten til hævnfølelse og alle de andre svære følelser, der kan binde os på en negativ måde. Det er ikke det samme som at sige, at det er okay det, der er sket. Men man lader det ikke præge fremadrettet. Så som samfund synes jeg også, man bør tilgive, når man har afsonet sin straf. Når man har afsonet sin straf - ja, så fortjener alle en ny chance.


Ordet er dit



Mere Nørre Snede