Tip os log ind

Oldtidens opfindelser - hjulet

Foredrag om en af historiens mest innovative opfindelser på Klosterlund Museum i Engesvang
23. februar 2019, 16.25

Ikast-Brande Mennesker har altid været en opfindsom art.

Nogle af historiens allerstørste innovationer blev faktisk gjort allerede i oldtiden, og mange af dem er forudsætninger for vores liv i dag.

Gennem tre aftener på Klosterlund Museum tager foredragsholdere deltagerne med forbi tre af historiens største milepæle og tilfører en lokal vinkel.

På museet har vi nemlig både viden og konkrete genstande, som fortæller om oldtidens vilde opfindelser. Torsdag 28. februar er der fokus på hjulet.

- Samtidig vil vi også gerne selv være innovative, så vi lover, at det bliver en helt ny slags arrangement, hvor vi både skal ud i naturen, rundt i udstillingerne og bogstavelig talt have historien i hænderne, skriver museet i en pressemeddelelse.

I det første foredrag i rækken er temaet hjulet.

- På Klosterlund Museum har vi Nordeuropas ældste hjul. Vi har faktisk to - og de er næsten 5000 år gamle.

Hjulet er én af de mest banebrydende opfindelser i verdenshistorien, og det er svært at forestille sig vores samfund i dag uden hjul. Men hvad ved vi om opfindelsen af hjulet, og om hvordan det påvirkede vores forfædres liv?

- Vi samles i udstillingen på Klosterlund Museum og nærstuderer de sjældne og berømte træhjul fra Kideris og Bjerregårde Mose sammen med museumsinspektør og arkæolog Martin Winter Olesen. Til lejligheden har vi også fremstillet et helt særligt hjul, der sikrer, at tanker og spørgsmål fra publikum kommer i spil. Vi slutter af med en lille tur i museets hestevogn.

Medbragt mad kan nydes på museets terrasse eller vores madpakkehus, og kaffe og kage er inkluderet i billetprisen.


Ordet er dit



Mere Kultur