Tip os log ind
Frank Heidemann Sørensen får opbakning fra borgmesteren til at den nye børnehave i Engesvang ikke skal ligge ved Birkevej, men ved Gl. Kongevej i Vision 2020-området.
Foto: Rasmus Viuff

Opbakning til Vision 2020- børnehave

Borgmester Carsten Kissmeyer går ud fra, at der findes en finansieringsmodel, så børnehaven i Engesvang ikke skal placeres på Birkevej
30. november 2016, 09.17

ENGESVANG Byrådsmedlem Frank Heidemann Sørensen (S) får nu opbakning til sit ønske om at gøre Engesvangs nye børnehave til en del af Engesvangs Vision 2020-plan.

Borgmester Carsten Kissmeyer (V) er ikke i tvivl om, at en placering i Vision 2020-området er en god idé.

- Min personlige holdning er, at der skal arbejdes på at gøre børnehaven til en del af Vision 2020, siger Carsten Kissmeyer. Borgmesteren fortæller samtidig, at man skal have finansieringen af jorden til den nye børnehave på plads.

Og det mener han kan gøres ved et internt kommunalt mageskifte.

Samtidig mener han, at der i samme forbindelse kan findes et nyt mindre boligområde ved Gl. Kongevej i Engesvang - mod den side, hvor Vision 2020-projektet er placeret.

Det vil både kunne medvirke til en bedre finansiering af jorden til børnehaven og til at give Engesvang et nyt boligområde at udvikle sig på.

Der er dog nogle enkelte tekniske problemer, der skal løses, inden hele projektet kan lykkes, siger Carsten Kissmeyer.

- Men der er ingen tvivl om, at en placering af børnehaven i Vision 2020-området er den bedste løsning, siger borgmesteren:

- Jeg har i øvrigt stor respekt for det arbejde, som Vision 2020-gruppen i Engesvang har gjort.


Ordet er dit