Tip os log ind
  • 1/: Nadia Hedegaard Hansen.
    Foto: Frederik Dahl / Hamistolen
  • 1/: Ove Pedersen.
    Foto: Frederik Dahl / Hamistolen

På med løbeskoene i en god sags tjeneste

Lørdag løb, luntede eller gik godt 60 mennesker i skoven og naturen omkring Ruskjærholm for at støtte brysterne
08. oktober 2019, 20.12

Ikast Efterhånden som morgen blev til formiddag, belønnede solen store, små, unge og ældre, der havde valgt at bruge begyndelsen af lørdagen i en god sags tjeneste. Omkring 60 mennesker dukkede op ved Kræftens Bekæmpelses aktivitetshus Ruskjærholm nord for Tulstrup.

Her blev der, som i de øvrige mere end ti år med Lyserød Lørdag i Ikast, varmet op i fællesskab. Inden de fremmødte kastede sig over de lyserødt afmærkede ruter i naturen. Der var frit valg mellem ruter på otte, seks, fire og 1,2 kilometer.

Og blandt de yngste så dette års nyhed, børneløbet, ud til at være en stor succes. Her gik de unge deltagere vidt forskelligt til værks. Nogle ville gerne komme først med fuld fart over feltet, mens andre tog den mere med ro og hyggede sig i selskab med deres forældre.


Håber på stort overskud

Den samme hyggelige stemning gentog sig blandt de voksne på de forskellige ruter. Her nød nogle anledningen til selskab på deres daglige løbetur, mens andre brugte Lyserød Lørdag til en god og hyggeligt gåtur med venner og familie.

- Vi er glade for, at så mange valgte at bakke op. Vi håber naturligvis på, at vi igen i år kan sende en god portion støttekroner afsted til Brystcancerafdelingen i Kræftens Bekæmpelse, siger Karen Behr Sølyst fra frivilliggruppen bag Lyserød Lørdag i Ikast.

- Desuden vil vi naturligvis også evaluere arrangementet og bruge alle de positive oplevelser fra i år til næste års arrangement. Vi håber i hvert fald, at vi igen til næste år kan få opbakning til et børneløb i løbet. Det var en dejlig og positiv oplevelse at få med.

Blandt deltagerne var Ove Pedersen:

- Jeg løber sammen med min kone Hanne, og vi har deltaget i Lyserød Lørdag hvert eneste år i Ikast. Vi vil gerne støtte en god sag, derfor løber vi i dag. Og så var løberuten i år god, fordi vi kun løb i naturen og undgik løb på landevejen.

Nadia Hedegaard Hansen deltog også og fortæller:

- Jeg er vild med at løbe, løber næsten hver dag og har også løbet Royal Run. Og jeg snører gerne løbeskoene for en god sag. Især fordi jeg har haft kræft tæt inde på livet. Vi bor i Faurholt, og min mor og hendes veninde skulle være med - og de inviterede mig med. Jeg løb 8-km ruten, og jeg kan godt lide at løbe ude på landet i naturen.


Ordet er dit



Mere Ikast