Tip os log ind
  • 1/: Trænertrioen består af Pernille Harder, Charlotte Lauritsen og Louise Harder, der også bor med pigerne på Sportstar College.
    Foto: Flemming Thulstrup
  • 1/: 24 talentfulde fodboldpiger var så heldige at få plads på Pernille Harders første fodboldcamp i Ikast.
  • 1/: En stor del af tiden på førstedagen blev brugt til at lære hinanden rigtig godt at kende. Pigerne fra campen kommer nemlig fra hele landet.

Pernille Harder på hjemmebane

Landets bedste kvindelige fodboldspiller står bag den første fodboldcamp
27. juli 2016, 10.47

fodboldcamp -Kom så piger. Sidste omgang, og så klapper vi lidt af os selv.

Ordrene kommer fra Danmarks ubetingede bedste kvindelige fodboldspiller, der i disse dage er på hjemlig græs.

Hun er med andre ord kommet hjem for en kort bemærkning, men ikke for at smække stængerne op og ligge på langs hos familien i Tulstrup.

For ikke engang her i sommerferien kan Pernille Mosegaard Harder lade fodbolden ligge.

Sammen med storesøster Louise fik hun nemlig den idé at invitere unge talentfulde medsøstre på fodboldcamp, og der var ikke langt fra tanke til handling.

Tilmeldingen blev slået op på Facebook og Pernille Harders hjemmeside, og godt et par timer senere var pladserne på campen besat.


Familieforetagende

Mandag formiddag mødtes de 24 piger fra hele landet så. Alderen var 11 til 15 år, og da de kom frem til ISI lå trøjer med påtrykte navne klar til dem på Sportstar College, hvor de skal opholde sig under hele opholdet i det midtjyske.

Førstedagen blev brugt til navnelege og andet, så pigerne kunne komme til at kende hinanden lidt bedre, og så bød dagen på let træning og almindelig hygge. Om aftenen var der foredrag med Pernille Harder, der fortalte de kommende fodboldstjerner om livet i fodboldens rampelys. Tirsdag var der også træning og foredrag med mentaltræner Carsten Oldengaard, som Pernille Harder selv har gjort brug af i sin karriere.

Tirsdagen blev rundet af med hygge omkring grillen.

Den første fodboldcamp med Pernille Harder i spidsen blev rundet af onsdag eftermiddag.

Ud over Pernille Harser selv er der storesøster Louise Harder og fodboldvendinden Charlotte Lauritsen, der hjælper til på campen sammen med fætter Jesper Harder, der i øvrigt er vendt tilbage til Ikast og er tiltrådt som halinspektør ved Ikast Svømmecenter.


Lynkarriere

På sin egen fodboldcamp er Pernille Harder for alvor på hjemmebane, men til hverdag er hun professionel i svenske Linköping FC.

Hun er i dag 23 år, men fodboldkarrieren startede, da hun som fem-årige snørrede fodboldstøvlerne og begyndte at sparke til bolden i Tulstrup Faurholt IK, hvor hun var frem til 2005.

Herefter gik turen videre til ISI og FC Ikast, hvor hun var et par år, inden hun begyndte at spille for Team Viborg og siden Skovbakken IK. Herfra gik det videre til den svenske storklub.

Desuden er hun anfører for det danske kvindelandshold, der om føje tid formentlig spiller sig i EM-slutrunden.

Hun er tillige udpeget som bedste spiller i både Danmark og Sverige.

Den professionelle kvindefodbold er kun i sin vorden herhjemme, men Pernille Harder håber, at hun med sin camp vil være med til at fremavle endnu flere talenter, der kan skabe grobund for bedre vilkår for de kvindelige fodboldspillere herhjemme.

I hvert fald kan man konstatere, at interessen blandt publikum for at se kvindefodbold er stigende.

Storesøster Louise vil i øvrigt være med til at fortsætte arbejdet, når Pernille er vendt retur til Sverige.

Således er hun ansat på såvel ISI som Nordre Skole, hvor hun skal være med til at fremme fodbolden på kvindesiden.


Ordet er dit