Tip os log ind
Emil Seerup og Mette Petrea undersøger de unges kultur- vaner i kommunen. ?
Foto: Pr-foto

Praktikforløb skal lokke flere unge inden for i Bakkehuset

21-årige Emil Seerup er i tre måneders praktik på spillestedet og er i gang med spændende analyse
23. februar 2019, 08.59

IKAST Hvordan får man bedst fat i den yngre generation, når det gælder et spille- og kultursted som Bakkehuset i Ikast?

Det spørgsmål får man måske et godt svar på i løbet af de kommende måneder.

Bakkehusets ledelseduo, Mette Petrea Brøndum og Bjarne Raabjerg, har nemlig taget imod tilbuddet om et tre måneders praktikant-ophold fra markedsføringsøkonom-uddannelsen på Erhvervsakademi MidtVest i Herning.

Emil Seerup, 21 år, har i denne tid sin faste base på Bakkehusets kontor, hvorfra han som en del af fjerde semester på uddannelsen skal tage sit obligatoriske praktikophold.

- Emil skal hjælpe os med at udbrede kendskabet til Bakkehuset overfor den yngre generation. Vi har godt tag i de øvrige generationer, og dem skal vi fortsat pleje. Men vi har brug for at få flere yngre publikummer i huset, siger koordinator i Ikast Bio og Bakkehuset, Mette Petrea Brøndum, der kalder Emils arbejde for en fremtidssikring af Bakkehuset.


Spørgeskema til de unge

Emil Seerup er i gang med en analyse af de unges kulturadfærd.

- Vi har sendt et spørgeskema ud til blandt andet gymnasiet og pædagog-seminariet. Jeg vil undersøge, hvor ofte de tager del i kulturelle aktiviteter, og hvor de går til forskellige arrangementer, siger Emil Seerup.

Svarprocenten fra de 15-29-årige, som er målgruppen for analysen, er allerede høj, og han glæder sig til at analysere på tallene.

Dertil kommer en række unge-interviews, der skal supplere spørgeskemaet.

- Målet er dels at komme med en konklusion på de unges kultur-adfærd, dels at komme med en konkret handlingsplan med forslag til, hvad man kan gøre i forhold til en sæsons udbud af kulturelle tilbud, siger Emil Seerup.

Mette Petrea Brøndum hæfter sig ved det faktum omkring demografien, at der faktisk ikke er så mange unge i kommunen i forhold til resten af befolkningen.

- Derfor er det vigtigt at få den målgruppe i tale. Vi skal skabe kultur - også for de unge - hvor de bor, og vi skal gøre det så godt, at de også føler lyst til at flytte tilbage til kommunen, når de færdige med deres uddannelse.


Alle aldersgrupper

Bakkehuset vil gerne lave sæsonprogrammer, som er attraktive for alle aldersgrupper.

- Vi har allerede taget initiativ til arrangementer, som henvender sig til især unge. Et eksempel er to stand-up-aftner og en ungdomsfest med et lokalt upcomingband og så er Emil også i gang med at arrangere en Open Mic Stand Up aften, hvor der kommer komikertalenter fra hele Danmark - dette vil blive et gratis arrangement og foregå den 17. april. Så vi er godt på vej.

Emil Seerup kan allerede nu se en tendens fra de første besvarelser af spørgeskemaet.

- Mange unge føler ikke, de er orienteret om, hvad der foregår. Og mange betragter de aktiviteter, der findes, som rettet mod deres forældres generation. Der er også en tendens til, at unge søger mod større byer, når man for eksempel vil til koncerter eller lignende, siger Emil Seerup.


Ordet er dit



Mere Ungt nyt