Tip os log ind
Photo: Anja Poulsen. Model: Sarah Grünewald

Røde Kors: Smid tøjet Ikast - det er guld værd

Deltag i Danmarks største og sjoveste tøjindsamling og støt samtidig en god sag, når TV 2 og Røde Kors for tredje år i træk går sammen om "Smid Tøjet Danmark"
14. maj 2017, 13.04

IKAST Så er det igen tid til at gå garderoben efter i sømmene og donere dit brugte tøj til Røde Kors. Måske er det på tide at skille sig af med den paillet-kjole, du ikke har brugt siden forrige nytår? Eller de utallige single-sokker, der har mistet deres partner? Det koster kun en forårsoprydning i garderoben at være med, og dit brugte tøj hjælper mennesker, hvor der er allermest brug for det.


Hjælp til mennesker i nød

Danskerne køber rigtig meget tøj. Derfor hober der sig ofte en masse tøj op bagerst i klædeskabet, som vi ikke længere bruger. Røde Kors og TV2 opfordrer danskerne til at tømme skabe og skuffer for brugt tøj for at hjælpe mennesker i nød.

Når du afleverer dit brugte tøj til Røde Kors, kan du være sikker på, at tøjet bliver til penge, som bruges til nødhjælp og socialt arbejde ude i verden og i Danmark.

Man kan aflevere sit brugte tøj til Røde Kors hele året, men Smid Tøjet Danmark er en oplagt anledning til en grundig oprydning i klædeskabene og samtidig støtter du Røde Kors' hjælpearbejde.

- Vi håber, at rigtig mange i Ikast har lyst til at være med igen i år, lyder det fra Margit Lysgaard, Røde kors i Ikast.

- De sidste to år er der samlet fire tons tøj ind per år og håber og håber vi kan gentage succesen i 2017.

Behovet for hjælp er større end nogensinde. I ødelagte byer i Syrien, i overfyldte lejre i Tyrkiet og Irak eller tæt på os selv, hvor sårbare og ensomme har brug for hjælp og støtte.

Hvis du har lyst til at hjælpe med at sortere alt det tøj, der doneres til Røde Kors, er du mere end velkommen til at hjælpe til i Røde Kors-butikken i Ikast i maj måned.

Røde Kors-butikken i Ikast adresse Strøget 42 tager imod brugt tøj i butikkens åbningstid hverdage 10 til 17, lørdag 10 til 13 eller hele døgnet i containeren.

Følg kampagnen på TV 2 fra 14. maj.


Ordet er dit