Tip os log ind
  • 1/: Ind i mellem er det meget hyggeligt om end temmelig klistret at være »offer«. Her er jeg målet for lagkagekast ved en markedsfest hos FDF ?
    Foto: Kim Kristensen
  • 1/: 1. januar 2007 kl. 4 om morgenen vendte vi hjem til en bombesprængt bil og ødelagte vinduer og døre. Der var heldigvis ingen hjemme - men om hændelsen var et slet skjult budskab til den lokale presse eller tilfældig groft hærværk, står stadig hen i det uvisse ...
    Foto: Steen Hebsgaard

Redaktørens sidste klumme - og tak for 38 spændende år

02. februar 2019, 07.25

KLUMME »Journalister er overfladiske, unøjagtige og upålidelige. De ligner i det hele taget deres medmennesker ."

Citatet stammer fra forfatteren og dramatikeren Carl Erik Soya.

Og måske har han en pointe.

I hvert fald rangerer journalisterne nederst på popularitetens rangstige - i øvrigt på lige fod med politikere.

Det kan man så tænke lidt over. Selv om Soyas lille afrunding bløder lidt op på retorikken.

Jeg faldt over citatet i en tilfældig søgning på Google. Det er jo sådan, man gør i dag, når man har brug for lidt inspiration fra den store verden. Eller bare har brug for en legal overspringshandling, mens man venter på det inspirationsmættede kick, der plejer at følge i kølvandet på koffeinboostet fra den obligatoriske kop kaffe.

Jeg fandt også et andet citat - det vender vi tilbage til .

For det er nu - i disse frostklare timer en tirsdag morgen - at det skal ske. Min pen ryster en smule ved tanken om det. En klumme skal skrives. Mine sidste ord i denne avis, i hvert fald som afgående redaktør og journalist. De falder få dage før månedskiftet, og få dage før statsforvaltningens prædikat hænger som et Damokles-sværd over mit efterhånden let skaldede knapt 66-årige hoved og skifter en titel, jeg har været stolt af at bære, ud med titlen "pensionist".

Og de ord skal være velvalgte, for jeg har meget at være glad for og taknemlig over - og sige tak for til alle jer læsere, kilder, informanter.

Så lad os gøre det enkelt.


Skrivemaskinen under armen

Det vil være en overdrivelse af de store at påstå, at det føles som i går, når jeg tænker tilbage på den decemberdag i 1980, hvor jeg lukkede døren op til Herning Folkeblads redaktion på Strøget og sagde goddaw til lokalredaktør Orla Nielsen. Men at der er gået 38 år, er alligevel tankevækkende.

Mit "udstyr" var en Olivetti skrivemaskine med et påklistret "Nej tak til Atomkraft" - og så var man klar til at erobre verden. Eller i hvert fald Ikast. Begreber som computere, e-mails, smartphones og Google var endnu ukendt land. Vi hamrede løs i skrivemaskinens tastatur og sendte vores skrevne guldkorn til Folkebladets hovedredaktion via en fax-maskine. Topmoderne teknologi!


En by med udfordringer og muligheder

Det der i vores lille families tankegang skulle være et midlertidigt stop på karrierens vej - det var trods alt "kun" Ikast" - skulle dog vise sig at blive et næsten livslangt forløb.

Jeg og vi forelskede os i byen og ikke mindst dens befolkning. Det kom aldrig siden på tale at flytte eller søge andet. Der var for mange gode mennesker, relationer og oplevelser i byen. Men også mange udfordringer. Og dermed mange muligheder. Muligheder for at påvirke, være med, skabe nyt, gøre en forskel.

Det forlød, da vi ankom til byen, at her var det svært at finde ind i fællesskabet. Vi har altid oplevet det modsatte. Vil man sit lokalsamfund, og er man indstillet på at knokle for en ide, var og er der åbne døre, spændende relationer og gode mennesker på resultattavlen.


Den hemmelige frokost på Grønhøj Kro

Mine første år var på Herning Folkeblad, indtil den person, der måske kom til at betyde mest i mit arbejdsliv, Bo Jensen fra Ikast Avis, en vinterdag i 1993 inviterede på hemmelig frokost på Grønhøj Kro - langt væk fra alles blikke...

Her lancerede han ideen om at omdanne Ikast Avis til en af landets bedste. Der var måske en snaps indblandet i frokosten.

Men jeg blev fanget af ideen om at drive ambitiøst og nyhedsmættet lokaljournalistik på en ugevis, der jo havnede i alle borgernes postkasser - en overgang tre gange om ugen.

Og det betød, at jeg svigtede det hæderkronede lokale dagblad og flyttede i en chefstol længere oppe af Strøget.

Sammen med en række medarbejdere bestræbte Jensen og jeg os på at leve op til ambitionen om, at en god ugeavis med et godt indhold er forudsætningen for, at folk gider at læse den - og dermed også ser de annoncer, der jo finansierer projektet.

Vi havde det sjovt, vi sloges ind i mellem - på ord - vi lo og vi var kede af det sammen. Men vi var aldrig usikre på det fælles mål - at skabe byens, kommunens platform for debat, nyheder, underholdning og oplysning.

At det så for nogle år siden skulle ende med, at jeg vendte tilbage til mit gamle dagblad, og at Ikast Avis er blevet en del af Mediehuset Herning Folkeblad, har været en stor glæde.


Millioner af ord

Der er løbet meget vand i Storåen og mange ord over papiret gennem de 38 år.

En simpel hovedregning taler om et sted mellem 15-16.000 artikler og millioner af ord.

Jeg har sikkert glædet nogen, jeg har formentlig været ligegyldig for andre og med garanti såret eller gjort nogen vrede. Det er vilkårene i lokaljournalistik, når man både vil skabe debat, løfte slør, engagere folk og en gang imellem er nødt til at stikke næsen frem. Skulderklappene har altid glædet os, sådan har vi det vist allesammen - men det er kritikken, der har vejet tungest, når jeg som redaktør har skullet evaluere og udvikle nye ideer.

Hvad jeg og hvad vi alle på avisen har gjort og skrevet, har altid hvilet på et ambitiøst ønske om at skabe de bedste betingelser for et aktivt og dynamisk lokalsamfund, hvor det er godt at leve og bo.


Moon, Dynamit og bombesprængning

Der er mange hændelser, nyheder, ja også tragedier, som ruller op på min indre filmskærm i disse dage:

Den berømte krise i IFS i starten af 80'erne, Moon-sekten, der indfangede Jørgen fra Bording, en bedstefar der myrdede sit barnebarn i Ikast, Dynamit-Bjarne der opstillede sit eget parti og senere blev dømt for diverse forbrydelser. Musicalskolen, der var tæt på at blive til noget Ikast i stedet for Fredericia. Et nyt byråd som lavede konstitueringsaftale i kantinen på lkast Avis en nat kl. 02.30, den dramatiske demonstration på Torvet efter konstitueringen i et nyt byråd. Og ikke mindst bombesprængningen af min bil en nytårsaften for nogle år siden.

Jeg har aldrig fundet ud, hvem der var så gal på mig, at der skulle sættes liv på spil .

Heldigvis var der også mere uskadelige hændelser, når man til fordel for en god sag stillede sig op og lod flødelagkager regne ned over sig!


Kendisser og de »almindelige« mennesker

Jeg har i mine 38 år som aktiv journalist mødt grever og baroner, kongelige, direktører, ministre og kendisser. Det har været sjovt og udfordrende.

Men det er mødet med de såkaldt "almindelige" mennesker, der har betydet mest og skabt en følelse af, at her hører jeg hjemme. Det er her, der er skabt værdifulde fællesskaber og venskaber.

Et guldbrudepars fortælling om et langt liv, en handicappets fortælling om kampen for et godt liv, en gruppe unges ønsker om et aktivt ungdomsliv, en håndværkers glæde over at starte sin egen virksomhed. En gruppe musikglades kamp for at skabe en festival i Ikast. En landsbygruppes bestræbelser på at skabe de bedste betingelser for et godt fællesskab.

Sådan kunne jeg blive ved.


En varm tak ...

Men det skal slutte. I mere end en forstand. På falderebet vil jeg derfor rette en varm tak til alle, som både arbejdsmæssigt og privat - de to ting smeltede vist sammen efterhånden - har været en vigtig og stor del af mit liv gennem 38 år. Og et »knæk og bræk« til den nye redaktion, som løfter arven videre.

Jeg aner ikke, hvad pensionisttilværelsen vil betyde i årene fremover, eller hvordan det vil være ikke at skulle op hver morgen kl. 5.30 for at være første mand på kontoret.

Men jeg ved, at jeg ved ethvert tiltag til otiums-krise vil hive et righoldt arkiv af minder frem og glæde mig over 38 fantastiske år.

Og lad mig slutte med det lovede citat, som jeg synes passer på en lokaljournalists rolle.

Sagt af salig Henrik Cavling - Danmarks første egentlige journalist:

"Ser De, unge mand, som journalist gælder det om at være både på hat med spidserne og kammerat med bisserne"


Ordet er dit



Mere Ikast