Tip os log ind
  • 1/: Frederik Kamstrup havde taget turen fra Hvidbjerg i Thy for at spille Fortnite hos Elsalg i Ikast.
  • 1/: Der var masser af præmier - og flotte præmier på spil hos El Salg Ikast, hvor Allan Skov var vært for en velbesøgt computereftermiddag.
    Foto: Laila Kempel

Regnfuld søndag brugt på computerfest

El Salg Ikast havde inviteret til Fortnite-kamp i butikken på Siriusvej
28. oktober 2019, 12.50

IKAst Regnen stod ned i stænger, skyerne var tunge og solen ualmindelig svær at finde på himlen. Så derfor var det måske ikke underligt, at der var masser af stemning og glade ansigter hos El Salg Ikast på en ellers kedelig søndag eftermiddag.

Butikken havde nemlig inviteret til Fortnite- turneringen og knap 40 unge havde taget imod udfordringen og sad på skift og fyrede løs på de seks computerskærme i butikken.

Det var spændende, og det var intenst.

For ud over æren så var der også masser af lækre præmier på højkant.

Frederik Kampstrup på 13 år havde taget den lange tur fra Hvidbjerg i Thy og fået sin far til at være chauffør.

- Jeg kører jo med min datter, når hun skal til ridestævne, så må jeg også stille mig til rådighed, når sønnen vil af sted, sagde Peter Kamstrup, der brugte eftermiddagen i lænestol og foran tv-skærmen med fodboldkampe.

- Og ja, det her er da betydelig mere komfortabelt end at stå uden for ved en ridebane, påpegede han.

Mens han nød kaffen, trippede sønnike utålmodigt rundt og ventede på, at han igen kunne få plads foran skærmen, hvor han plaffede løs.

Første spil havde han nemlig vundet.

- Jeg kom jo i vinderpuljen, og ja, jeg er så'n rimelig o.k. til at spille, lød det beskedent fra den unge mand, der efter et par måneders pause igen har fundet glæden ved at spille det for tiden absolut mest populære spil: Fortnite.

- Jeg har holdt en pause hen over sommeren, men kan da godt bruge et par timer hver eftermiddag, når jeg ikke lige skal til spejder eller i ungdomsklub, sagde Frederik Kamstrup.

Daglig leder i butikken, Allan Skov, var næsten lige så begejstret som børnene, selvom han ikke selv spiller lige præcis det spil, men han fortalte, at man som spiller lander et sted og så efterfølgende blot skal være dygtig til at skyde alt det, der rører sig. Den, der rammer mest, vinder.


Liv i butikken

- Det giver noget dejligt liv i butikken, hvor vi selvfølgelig har alt det, man skal bruge for til at spille. Og så vil jeg da gerne vise forældrene, at vi er en god hvidevarebutik, hvor service og personlig betjening er selvfølgeligheder, sagde Allan Skov, der hele tiden blev afbrudt af utålmodige deltagere, der ville vide, hvornår det blev deres tur.

Turneringen blev spillet som en alle mod alle-turnering, hvor taberne løbende skilles fra inden finalen.

Der var flotte præmier på højkant, men da der også var løbende lodtrækninger kunne også »taberne« bevare håbet om at vinde.

Den endelige vinder Alexander Skov kunne først udråbes søndag aften.

- Det er anden gang vi inviterer til spilledag, og det bliver i alt fald heller ikke sidste gang, lovede Allan Skov.


Ordet er dit



Mere Ikast