Tip os log ind
Niki (efternavnet er redaktionen bekendt) - th - og butikschef Lasse Abildskov er begge glade for ordningen.

Respekten og arbejdsopgaverne motiverer

Et praktikjob hos Jysk i Ikast har været en stor motivation for Niki - og inspiration for hans nye kolleger i butikken. Målsætningen er nu et fastlønnet timejob
20. december 2018, 11.59

Drømmen er, at det skal udvikle sig til noget fast. Et regulært lønnet timejob. 35-årige Niki fra Ikast er ikke bange for at sætte ord på sine ambitioner. Siden juli har han arbejdet som praktikant hos Jysk i Ikast. Aftalen er allerede forlænget en gang, og hans timetal er steget fra de oprindelige 9 timer om ugen til nu 12 ugentlige timer.

- Jeg vil rigtig gerne have lov at blive her. Det er et fantastisk sted at arbejde. Jeg bliver behandlet som en kollega. Aldrig som ham praktikanten. Jeg sætter ikke kun varer på plads, men får også lov til at ekspedere. Det kræver specialviden, og den del er jeg vild med, og jeg kan lide at tale med folk. Jeg har fået kurser, så jeg for eksempel kan svare på de basale spørgsmål, når nogen skal købe puder og dyner, siger Niki.

Netop respekten fra kollegaerne og de varierede arbejdsopgaver har været med til at motivere ham.

- Jeg kommer aldrig til at arbejde fuld tid. Men her har alle respekt og forståelse for mine udfordringer, og det er med til at motivere mig, siger Niki, der er ramt af psykiske udfordringer, og derfor i en årrække har været uden job.


Et naturligt ansvar

Indtil Ikast-Brande Kommune blandt andet gennem projektet "Flere skal med" fik ressourcer til en målrettet indsats i samarbejde med Niki. Den dialog blev i sommer udvidet med Jysk og butikschef Lasse Abildskov.

- Det er den naturlig del af strategien og ansvaret i Jysk at bidrage til at skabe muligheder for folk med udfordringer. Vi har et godt samarbejde med kommunen om praktikanter, og i øjeblikket har vi to, siger Lasse Abildskov.

Og investeringen går begge veje, forsikrer butikschefen:

- Det er udviklende og motiverende for os alle her i butikken at få en kollega som Niki. Det giver os inspiration til at lede og give feedback udover uddannelsesarbejdet med eleverne. Lige fra første dag er Niki gået til opgaverne med glæde - og har løst dem snorlige. Hans energi smitter, og ofte må vi minde ham om, at han har glemt tiden og faktisk har fri, siger Lasse Abildskov, der sammen med Niki håber, at praktikantjobbet på sigt kan udvikle sig til en aftale om en timelønsaftale.

- Det er den bedste praktikplads, jeg har haft, så det kunne være dejligt, hvis det kunne udvikle sig til noget fast. Det må tiden vise, siger Niki.


Ordet er dit



Mere Erhverv