Tip os log ind
Theis Nelander nåede i tre A-finaler.
Foto: Privat

Årgangsmesterskab med masser af rekorder

De seks Ikast-svømmere havde store tidsforbedringer og et par finalepladser
05. juli 2019, 13.33

SVØMNING Det blev til et perfekt stævne fra de seks Ikast-svømmere, der deltog i Danske årgansmesterskaber i Nørre Sundby.

De lokale svømmere havde et rigtig godt stævne, hvor alle svømmerne kom hjem med personlige rekorder.

I hele 86 procent af starterne var der personlige rekorder, og i flere tilfælde var det store forbedringer.


Tre svømmere i finaler

Tre af de lokale svømmere blandede sig i toppen af deres årgange.

Theis Nelander havde et fantastisk stævne med store personlige rekorder i alle løb.

Han svømmede sig i tre A-finaler undervejs.

I 200 medley sluttede han på 7. pladsen efter personlig rekord med 4,5 sekund og på den dobbelte distance 400 medley sluttede Theis på 8. pladsen i tiden 5.21,26.

Den store overraskelse kom i 100 brystsvømning, hvor Theis Nelander sluttede lige udenfor medaljerne på 4. pladsen i tiden 1.14,04. Tiden var en igen en stor forbedring, faktisk hele 13 sekunder hurtigere end sidste sommer.

Signe Vestergaard Jensen var ligeledes at finde i finaleafsnittene tre gange.

På begge rygcrawl løbene vandt Signe B-finalerne og sluttede dermed på 9. pladsen i begge løb. Ligeledes satte Signe seniorklubrekorder i begge løb, en flot præstation taget i betragtning af, at Signe kun er 14 år. På 100 rygcrawl lyder rekorden nu 1.10,27 og 200 2.30,26.

I 100 butterfly sluttede Signe som nummer 16 efter en flot personlig rekord i indledende runde med tiden 1.10,94.

Rasmus Håkonsson svømmede sig til B-finalen i 200 medley, hvor han sluttede som nummer 15. Rasmus satte ligeledes personlig rekord med tiden 2.27,01

Der var ligeledes flotte personlige rekorder af Katrine Bøeg Thormann, Laura Håkonsson og Sofie Dyg Holme.


Ordet er dit



Mere Sport