Tip os log ind
  • 1/: Der blev skålet med antikke glas og lyserøde alkoholfrie bobler, da modtageklassen på IUC sagde farvel og ønskede hinanden god sommerferie.
    Foto: Laila Kempel
  • 1/: Alle elever i klassen fik overrakt et bevis for årets undervisning på IUC i Ikast.
    Foto: Laila Kempel

Rutsjebanen kickstartede sommerferien

Modtageklasse på IUC sluttede skoleåret med udflugt og er klar til nye udfordringer
12. juli 2019, 17.16

FARVEL De antikke højstilkede glas stod klar med lyserøde bobler mens de sidste bogstaver møjsommeligt blev skrevet på et sprog, som de fleste i klassen først lige har stiftet bekendtskab med.

Modtagerklassen på Ikast Ungdoms Center, IUC var klar til at holde ferie og skulle lige have skrevet den sidste hilsen til hinanden. For når klokken om en halv times tid ringer ud, så er eleverne i denne klasse på vej i alle mulige retninger.

En håndfuld møder op igen til august, mens resten af klassens medlemmer bliver spredt for alle vinde på en lang række andre uddannelser.

Sammen har de dog et fælles minde om en fantastisk tur til København, hvor de oplevede en travl hovedstad med alle dens facetter af travle mennesker og så var de på Bakken, som de alle siger var højdepunktet på turen. Flere af klassens elever havde aldrig prøvet en rutsjebane og sidder stadig med den kildrende fornemmelse i maven, da de susede ned.

Pengene til turen havde eleverne selv tjent ved at vaske biler og sælge kaffe og kage til de ventende bilejere.

Dagen før havde skolen officielt sagt farvel til alle 10. klasserne, men skoleleder Rebecca Pedersen var trykket i sin fine røde festkjole og holdt en lille afskedstale til klassen.

- I har overskredet grænser. I har personligt rykket jer, mens I har gået på skolen. Uanset, hvad I skal, så skal I vide, at I er nogle skønne unge mennesker. I er seje. I er kommet til et fremmed land, hvor I ikke kender hverken sprog eller kultur. I skal vide, at I er en gave for os her på skolen. I beriger vores skole ved, at være her - og I gør det godt. Vi ønsker jer alt det bedste, uanset om vi ses efter ferien, eller ej, sagde hun.

Dernæst blev eleverne en efter en kaldt op og fik overræk et bevist for deres undervisning på skolen, og hvis ikke de alkoholfrie bobler i glasset fik humøret op i gear, så gjorde skolelederens ihærdige forsøg på at sige de mange anderledes navne det i alt fald.

Skoleåret blev afsluttet i højt humør og med en fælles skål for en god fremtid.


Ordet er dit



Mere Ung i Ikast-Brande