Tip os log ind

Røver truede 15-årig til at hæve penge - formodet gerningsmand anholdt i nat

Voldsom oplevelse for 15-årig, der blev væltet omkuld af røveren midt på dagen
29. september 2017, 08.56

IKAST En 15-årig dreng fra Ikast blev torsdag ved 15-tiden udsat for et groft røveri midt på åben gade.

Den 15-årige blev på Rådhusstræde antastet af en hætteklædt mand, som truede ham til tæsk, hvis han ikke ville hæve 2000 kroner.

Den unge dreng forsøgte at løbe væk, men blev indhentet af røveren, der væltede ham omkuld og igen truede ham med tæsk.

Sammen gik de to over til Spar Nord's betalingsautomat, hvor den unge hævede de 2000 kroner.

Efter at have fået pengene stak gerningsmanden af fra stedet. Den 15-årig fik herefter kontaktet politiet, som satte hårdt ind på at få efterforsket sagen.

- Vi betragter det som en alvorlig forbrydelse, og ved en kombination af efterforskning og videoovervågning kunne vi i nat ved 02-tiden anholde en formodet gerningsmand, siger vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Der er tale om en 21-årig mand fra Ikast, som fredag formiddag fremstilles i grundlovsforhør.


Ordet er dit