Tip os log ind
Daglig leder af Frivilligcenter Ikast-Brande, Charlotte Holleufer

Så nærmer Danmarks første FrivilligBørs sig

BØRS | Den sidste måneds tid er der blevet skruet kraftigt op for aktivitetsniveauet i arbejdsgruppen bag FrivilligBørsen
26. april 2013, 15.40

FRIVILLIG | Det betyder, at vi i Frivilligcenteret har droslet ned for alle øvrige aktiviteter og lægger alle kræfter i for det største projekt, vi endnu har deltaget i. Vi håber på Jeres forståelse for at alle øvrige henvendelser vil tage lidt længere tid end sædvanligt.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til endnu engang at opfordre alle - virksomheder, kommunale institutioner og foreninger i hele kommunen til at tilmelde sig. Dette er en unik chance for at blive en del af noget stort.

 

Kort fortalt handler FrivilligBørsen om, at få alt det guld vi alle sammen ligger inde med frem i lyset. Vi har ofte uden at vide det, ressourcer som andre kan have stor glæde af. Og det endda uden at det koster os særlig store anstrengelser. Det kan være tomme lokaler, idéer, netværk og en masse andre ydelser. Alt sammen noget der kan være en handelsvare, som går til spilde alene af den grund, at vi ikke ved, at andre eftersøger det.

Mange ressourcer

Ved at tilmelde sig FrivilligBørsen får man adgang til en masse af disse mange ressourcer.

Pt er der over 30 konkrete tilbud, som spænder fra gratis lokaler til møde og konferencer, diverse foredrag, sprogtræning, udlån af kolonihavehus, rundvisning på virksomhed, undervisning i konflikthåndtering eller madlavning, udlån af motionslokaler, hjælp til firmaarrangementer, hjælp til reklamering, mulighed for at øve med dit kor for publikum på plejecenter, udlån af Krolf-, minigolf-eller petanquebane, en flok indsamlere til landsindsamling og meget mere.

Af ønsker er der et lige så stort udbud, og det spænder fra konkrete ting som garn til håndarbejdsklub, fundraisinghjælp, oplevelsesture, fotograf, musikinstrumenter, havepavillion, jord til urtehave, fiskemuligheder, førstehjælpskurser og undervisning i brug af hjertestarter, T-shirts, frivillige, økonomisk rådgivning til trængte familier, lån af telte og borde, foredrag, seniordanse-instruktør, IT hjælper til onsdagscafe for ældre, SMS og smartphone instruktører og meget mere.

Man kan følge med i Børskataloget ved at logge ind på www.frivilligbors.dk . Der er også inspiration til, hvordan netop din forening eller virksomhed kan deltage. Er I i tvivl, er I også velkommen til at ringe eller kigge forbi frivilligcenteret efter aftale. Så vil der være hjælp at hente til at udfylde tilmeldingsskemaet, så man sikrer sig deltagelse i dette års FrivilligBørs.

Vi har allerede afholdt tre infomøder rundt om i kommunen, men hvis der er brug for det, rykker vi gerne ud og fortæller mere i jeres forening eller virksomhed.

Observatører fra hele landet

Der kommer observatører fra hele Danmark for at se, hvad det er, vi kan i Ikast-Brande.

Kl. 16.30 åbnes dørene og ved indgangen mødes deltagerne af "Den Totale Dekadence", der på smukkeste vis vil synge folk i stemning og indenfor vil Trio Brande underholde. En lækker tapas serveres til at styrke og komme i gang på, inden borgmester Carsten Kissmeyer kl. 17.00 slår på gonggongen og erklærer Danmarks første FrivilligBørs for åben.

Vi har en forventning om, at der, igennem de to timer selve Børsen varer, vil være en intens og hektisk stemning. Det er en festdag, og vi udlodder da også præmier for den prægtigste Børs fremtræden. Det kan være flotte hatte og smukke skilte, festlige kjoler eller dragter, fine transportable småstande - om det er på trævogn eller i en gammel udsmykket barnevogn. Det kan være en god idé at lave skilte med udbud og efterspørgsel, så de andre deltagere kan fåøje på netop Jeres tilbud og ønsker.

Der vil også være en fin præmie for den, der kommer i hus med flest indgåede aftaler

Efter Børsen lukkes og gonggongen har lydt, vil der blive serveret en forrygende buffet, med en menu, der er et bryllup værdigt. Hertil gode vine, øl, vand, kaffe og the og som noget ganske særligt kommer der flere af byrødderne og servicerer deltagerne?

Underholdning med Kr. Lilholt

Hele festen sluttes af med et brag af en koncert leveret af Kristian Lilholts Trio.

Det er altså nu, vi skal have Jeres forskellige bidrag og ønsker skrevet ind i Børskataloget. Sidste chance for at fåønsker og tilbud skrevet med er 1. maj, men også efter denne dato vil der være mulighed for at komme med. Chancen for at blive set er dog større, hvis man står i kataloget, der på forhånd er uddelt blandt deltagerne. Lad os sammen fåøje på det, der for os selv synes at være almindeligheder, men som for andre er netop den ekstra hånd, den erfaring eller den fysiske ramme som gør det muligt at lykkes med tingene!

For at tingene går op i en højere enhed har vi inviteret Rotary til at komme og være "Børsmæglere", som vil guide deltagerne rundt, og vi har "Notarer" der vil assistere de børsdeltagere, der får aftaler i hus med at udfylde aftalerne i på forhånd trykte aftaleskemaer.

Da projektet netop er det første af sin slags, har det fået stor bevågenhed i resten af landet. Som projektejer har Socialministeriets Center for Frivilligt Socialt arbejde derfor tilbudt deltagere fra det ganske land at komme med som observatører og samtidig få redskaber med, så idéen efterfølgende kan brede sig til resten af landet.

Arbejdsgruppen bag FrivilligBørsen består af Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA), ansatte i Ikast-Brande Kommune, frivillige fra Erhvervs- og foreningslivet og frivillige i samarbejde med Frivilligcenter Ikast-Brande.

Tilmelding og aktiv deltagelse er en forudsætning for at være med! FrivilligBørs finder sted den 14. maj.


Ordet er dit