Tip os log ind
  • 1/: Der var gang i mange samtaler ved bordene. Her er det Mediehuset Ikast-Brande, der er i dialog med skoler om samarbejdsmuligheder.
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/: Annette Mosegaard bød velkommen. Fra pallerne så alle kunne se hende.
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/: Speeddating blev en succes med mange deltagere.
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/: Naturcenterleder Gitte Eriksen repræsenterede Naturstyrelsen, og hun bød gymnasielærerne Karen Baktoft og Marie Louise Jepsen fra Ikast-Brande Gymnasium velkommen til en date i DK Companys showroom. Her handlede det om undervisningsløsninger og samarbejde mellem elever og virksomheder.
    Foto: Søren Kloster Sørensen

Skoler datede erhvervslivet

Lokale virksomheder og skoler mødtes på DK Company for at finde ud af, hvad de kan få ud af hinanden
23. marts 2015, 09.06

Ikast - Hvordan kan vi være innovative og lære af hinanden, spurgte byrådsmedlem Annette Mosegaard (V), da hun i går bød velkommen til speedating i DK Companys kantine og showrooms.

Speeddatingen var ikke tiltænkt kærlighedshungrende singler, men derimod det lokale erhvervsliv og egnens skoler og grunduddannelser. Formålet var, at skolerne kunne få en snak med virksomhederne om, hvad de hver især kan tilbyde hinanden i forhold til praktikophold, fælles projekter og lignende, som kan være til gavn for kommunens unge mennesker.


Få talt sammen

- Om det er en rundvisning på jeres virksomhed eller det helt store forkromede projekt, I aftaler, det er underordnet. Det handler om at få talt sammen, og finde ud af, hvad vi kan løse sammen, sagde Annette Mosegaard til forsamlingen af virksomheder og lærere fra skolerne.


Datingkatalog

Efterskoler, folkeskoler friskoler og grunduddannelser havde på forhånd fået sendt et datingkatalog ud, så de kunne beslutte sig for, hvem de gerne ville have 8 - 10 minutter til at tale med.

Herefter satte man sig ned ved de forskellige borde, og når tiden var udløbet, var det videre til næste date.

- Vi gør det i forbindelse med det kommunale tiltag om entrepenørskabsskolen, der handler om at trække virkeligheden ind i skolen. Det er første gang, vi gør det i så stor målestok med 32 virksomheder, og det betyder, at folk kan sætte ansigter på hinanden , så der kan blive skabt nogle relationer. Det er dejligt at opleve så stor åbenhed og venlighed fra vores lokale virksomheder, sagde projektleder Lisbeth Mouritzen, som har været med til at arrangere speeddatingen.


Kinesisk samarbejde

De to gymnasielærere Karen Baktoft og Marie Louise Jepsen var mødt op for at repræsentere Ikast-Brande Gymnasium, og deres håb om at få et samarbejde op at køre med det lokale erhvervsliv så ud til at lykkes.

- Det er altid lettere at sige nej til forslag, når man ikke kender hinanden, så jeg synes, det er fedt, at kommunen har lavet sådan et arrangement, hvor vi kan sidde over for hinanden og lave aftaler, sagde Marie Louise Jepsen.

Efter en snak med værterne fra DK Company var de to gymnasielærere kommet tættere på et samarbejde mellem virksomheden og gymnasiets kinesiske sprogklasse.

- Vi har talt om at sende den kinesiske klasse til Kina på studietur, og så kunne de måske besøge DK Companys kinesiske leverandører. Ud over det har vi også snakket om at lave noget sammen omkring arbejdsmiljø, fortalte Karen Baktoft.

Hun er til daglig biologilærer, og derfor var næste date sat op med Naturstyrelsen, som kunne tilbyde undervisningsløsninger og lejrskoler for eleverne.

- Vi fortæller om biologi og om, hvordan vi kan samarbejde om projekter og ture ud i naturen omkring os. Det kunne for eksempel være Harrild Hede, sagde naturcenterleder Gitte Eriksen, der blandt udstoppede fugle og modetøj havde travlt med at fortælle lærerne om de forskellige muligheder.


Ordet er dit