Tip os log ind

Skruen med én ende - i 2019 stopper tilskud til lufthavn

Midtjyllands Lufthavn skal ikke efter 2019 regne med mere tilskud - før der er andre boller på suppen
24. april 2018, 07.41

BYRÅD 1,1 million kroner fra den kommunale kasse i kapitalindskud til Midtjyllands Lufthavn i Brande. 559.000 kroner i år og 559.200 kroner i 2019.

Herefter er det slut.

Sådan var konklusionen på endnu en holmgang i Ikast-Brande Byråd med tilskud til lufthavnen i Karup, som kommunen ejer knapt 10 procent af.

Med bevillingen af beløbet, som blev vedtaget med et flertal uden om DF's tre kandidater, fulgte en skov af løftede til politiker-pegefingre med krav om alt fra en handleplan til en professionel bestyrelse i lufthavnen.

Og det blev et af de punkter på byrådets dagsorden, der tog rigtig lang tid.

Lufthavnen bad tilbage i 2017 ejerkommunerne om et kapitalindskud på basis af et fald i passagertallet. De andre kommuner valgte at yde et indskud i både 2018 og 2019 - Ikast-Brande Byråd valgte dog alene at yde et indskud for 2018.

Så nu har lufthavnen banket på kommunens dør og spurgt om tilskud også for 2019.

Og de kritiske røster i byrådet gentog sig - i skærpet udgave.

Borgmester Ib Lauritsen (V) kaldte det problematisk, men opfordrede sine kolleger til at yde - som de andre kommuner.


Har sagt nej i seks år

- I 2012 sagde vi ja til et kapitalindskud. Men det var en engangsforestilling, og i seks år har vi sagt nej. Alskens planer har ikke rykket meget ved det økonomiske fundament, sagde DF's ordfører, Simon Vanggaard.

- Det her er skruen uden ende.

Henrik Kraglund (Fællesl.): - Det er skruen med ÈN ende. Vi går med på tilskuddet i 2019 - men herefter slutter ballet. Vi bør også se på Silkeborg, som med en langt lavere andel lurpasser på økonomien. Og så er en lufthavns bestyrelse med 12 politikere et håbløst foretagende. Det skal være professionelt.


Vil se balance i økonomien

Frank H. Sørensen (S) kaldte det også en »skrue med en ende«.

- Vi har sagt før, at nu skal det slutte - men nu SKAL det slutte. Vi vil se stigende passagertal, en forretningsplan og balance i økonomien, sagde socialdemokraternes ordfører, der gjorde opmærksom på, at det primært er erhvervslivets - med 80 procent af de solgte rejser - har fordel af lufthavnen. Men at der da også er kommet charterselskaber til på det seneste.

- Charterrejser redder intet. Den næste rejse, jeg kan få fra lufthavnen, er i juni. Med så få afgange hjælper det ikke, replicerede Henrik Kraglund.

Palle Høj (V) krævede også en forretningsplan og overskud - vi kan ikke blive ved med det her, sagde han.

Også fra Heinrich Rune (K) lød beskeden: - Vi vil se resultater - ellers kan vi ikke være med mere.


Ikke for enhver pris

Brian Sigtenbjerggaard (V): - Det er gået bedre på flere områder, og lufthavnen er vigtigt. Men ikke for enhver pris.

Frank H. Sørensen mente, man skal udvide solidaritet med andre kommuner.

- Men vi skal se vægtningen. Vi ejer og betaler for 10 procent - men kommunens »brugertal« er på seks procent.


Ordet er dit



Mere Politik