ENGESVANG Der er rig lejlighed til både at smage og røre ved historien, når museet i Klosterlund inviterer til efterårsdage med æblemosteri, roelygte-værksted, smedning og snitning i børnehøjde, og meget andet sjovt.
At skære roelygter er en gammel dansk efterårstradition, og man brugte roelygterne til at skræmme folk med i den mørke tid. Men kyndig hjælp fra museets frivillige kan man fabrikere sin egen uhyggelige roelygte, eller man kan udfordre sin familie i gammeldags kartoffellege og få røde efterårskinder.
Efteråret har altid været tiden til at høste, bruge og gemme årets frugt. I efterårsferien kan man få presset saft af sine egne æbler på museets gamle mostpresser. Traditionen tro vil der være snittebænke i børnestørrelse, og der vil være råd, vejledning og sikkerhedsinstruktioner i snitningens kunst. Der er også masser af viden at hente, når museets dygtige smede fyrer op i essen og viser hvordan det oldgamle håndværk fungerer. Børn og andre nysgerrige kan endda selv få lov at svinge hammeren og prøve kræfter med smedning,
Som et led i efterårsferieaktiviteterne på Klosterlund Museum kan man opleve, hvordan man kan udvinde jern af myremalm fra mosen - med samme metoder som i jernalderen. Jernudvindingen sker i samarbejde med projektet Hænder og Huse, der er forankret på Hjerl Hede, og museumsinspektør Martin Winther Olesen, Museum Midtjylland, der er ekspert på området, vil fortælle nærmere om i jernalderens jernudvinding. Der er nemlig en helt særlig kobling mellem Bølling Sø og jern i jernalderen.
Jernaldertemaet er også at spore, når museet byder på jernaldermad over bål og smeder jernalderknive.