Tip os log ind
  • 1/: Niels Elsnab (bagerst) og Benjamin Bjørn klarede over 20 kilometer. De har mod på mere.
    Foto: Kim Krasuld
  • 1/: Niels Elsnab og Benjamin Bjørn udgør »Snapbjørn«. De havde et heppekor på omkring 30 personer med til løbet i Aarhus. Privatfoto

»Snapbjørn« klarede 20,5 kilometer

Niels Elsnab og Benjamin Bjørns deltagelse i velgørenhedsløb gik over alt forventning
10. maj 2016, 16.31

Ikast-Aarhus Målsætningen var mindst 15 kilometer, men Niels Elsnab og Benjamin Bjørn løb meget længere i går i Aarhus. Her deltog de i »Wings for Life World Run«.

- Vi nåede 20,5 kilometer, inden vi blev indhentet. Det var et superfedt løb med en masse glade mennesker og god stemning hele vejen igennem. Det var en fed rute og et fantastisk vejr. Så alt var bare perfekt, siger en glad, ømbenet Niels Elsnab.

Også makkeren var tilfreds, men lidt mere mærket end Niels Elsnab.

- Benjamin, han var træt. Han var klar til at komme tidligt i seng, siger Niels Elsnab.

34-årige Benjamin Bjørn blev i puberteten ramt af den sjældne sygdom ALD, som har sendt ham i kørestol. Den dengang 18-årige Niels Elsnab fra Ikast blev for 10 år siden ansat som handicaphjælper hos Benjamin Bjørn. Efter fire år gik Niels Elsnab ind i Forsvaret, hvor han har været siden. Benjamin Bjørn og Niels Elsnab har dog holdt kontakten ved lige.


Tager til Aarhus igen

For to måneder siden begyndte »Snapbjørn«, som de sammen kalder sig, at løbe sammen. Og indtil i går havde den længste tur blot varet godt otte kilometer. Derfor var det med stor usikkerhed, at de deltog i Wings of Life. Specielt var de usikre på, hvordan Benjamin Bjørn ville klare turen.

- Vi snakkede lige kort om det. Og vi er klar til at tage til Aarhus Halvmaraton om et par måneder, fortæller Niels Elsnab.

Løbet i Aarhus gik gnidningsfrit. Mathias Fisker, Niels Elsnabs kollega fra Jydske Dragonregiment, løb med Snapbjørn og banede vejen for dem, når det var nødvendigt.

Årets kvindelige vinder blev japanske Kaori Yoshida. Hun havde 65,71 kilometer i benene. Hos mændene var der italiensk på førstepladsen. Giorgio Calcaterra løb vanvittige 88,4 kilometer. Han var altså bedste løber af de mere end 130.000 løbere på verdensplan.


Ordet er dit