Tip os log ind

Som indsamler i Ikast kan du redde liv

Kommende landsindsamling i Ikast
17. september 2017, 09.49

IKAST Lige nu arbejder Røde Kors' udsendte nødhjælpere i verdens brændpunkter, hvor de hver dag redder liv. Den 1. oktober kan alle være med til at hjælpe, hvor der er allermest brug for det - både i Danmark og ude i verden.

Hvert år sender Røde Kors flere end 200 specialister til områder, hvor katastroferne rammer og koster menneskeliv. De arbejder på højtryk sammen med lokale Røde Kors-frivillige i det hungerplagede Sydsudan. De kæmper mod kolera og hjælper krigsofre i Yemen. Og de tager sig af syge, sårede og familier på flugt i Syrien.

- Røde Kors' landsindsamling er vigtig for at sikre hjælpen til nødstedte og sårbare både i Danmark og ude i verden. Og her kan alle være med til at hjælpe.

Søndag den 1. oktober har Røde Kors afdelingen i Ikast brug for alle, der vil være med til at støtte de udsendtes arbejde ved at samle ind. Hver indsamler, som går en rute på ca. tre timer, bidrager i gennemsnit med 1000 kr. til hjælpearbejdet. Beløbet er nok til mad til 28 hungerramte børn i en måned eller husly til to familier på flugt, siger Annie Hangaard fra indsamlingskomiteen.

Røde Kors' udsendte er først og fremmest på pletten, når katastrofen rammer i form af krig, hungersnød og naturkatastrofer som jordskælv og oversvømmelser. Hjælpeindsatsen gælder også genopbygning og forebyggelse af nye katastrofer, hvor det er muligt. Derfor går en del af pengene fra indsamlingen til det langsigtede hjælpearbejde i nogle af verdens fattigste lande.

Røde Kors hjælper hver dag udsatte familier og ensomme her i Danmark, og sørger fx for sommerferieaktiviteter til børn, besøg til ensomme og støtte til voldsramte kvinder.

Ingen ved, hvor katastrofen rammer næste gang - eller hvornår. Derfor går nogle af de indsamlede penge til Røde Kors' katastrofefond, der sikrer hurtig hjælp til de allermest udsatte, når der er brug for det.

Sidste år samlede 25.000 indsamlere over hele landet mere end 19,4 mio. kr. ind til Røde Kors den første søndag i oktober.

Søndag den 1. oktober kan du hjælpe os med at hjælpe

Den 1. oktober går Røde Kors-indsamlerne fra dør til dør.

- Meld dig som indsamler og giv tre timer af din tid. Eller giv hvad du kan, når indsamlerne banker på din dør. Så hjælper du Røde Kors med at hjælpe.

Meld dig som indsamler på www.rødekors.dk/indsamler eller telefon 7010 0000.

Eller hos Annie Hangaard, koordinator for indsamlingen i Røde Kors' lokalafdeling i Ikast på 3032 3475.


Ordet er dit