Tip os log ind
  • 1/: Sjældent har solen skinnet så meget på FDF'ernens sommerlejr. Heldigvis var hytten lige ud til havet, som blev flittigt brugt. ?
    Foto: Privat Foto
  • 1/: Lejrbål kunne det ikke blive til på sommerlejren, men hyggen omkring en stak brænde var der alligevel.

Sommerlejr uden lejrbål

FDF'ere fra Bording har været en tur i Andeby - og det var en fed oplevelse
14. juli 2018, 06.25

BORDING-SÆBY De lyseblå uniformerede FDF'ere tog talstærkt af sted fra Bording i sidste uge og drog mod det nordjyske, hvor hytten kaldet »Klitten« ventede på dem.

Dér - et stenkast fra stranden syd for Sæby - har de 70 FDF'ere den seneste uge været i deres helt egen boble: Andeby.

Det har i hvert fald været temaet for sommerlejren, og ifølge kredsleder Rasmus Birkkjær, har det været en succes.

- Det har været en fed oplevelse både for børn og voksne. Det føltes virkelig som at komme i Andeby, fortæller han om turen.


Velkommen til Andeby

I Andeby blev FDF'erne inddelt i fire hold på tværs af aldre, og ugen igennem har de fire hold dystet i forskellige discipliner.

Holdene havde hver især deres kendetegn: Fedtmulerne havde disneyfigurens karakteristiske ører, som de selv havde lavet af hårbøjler og sorte sokker, mens alle på Anders And-holdet havde butterfly på.

Også de to andre hold, Mickey Mouse og Georg Gearløs, havde sørget for kendetegn som helholdsvis ører og briller.

- Det fungerede bare skidegodt, at holdene var på tværs af aldre. Til at begynde med var de yngste lidt påpasselige, og de store havde nok det indtryk, at det ville blive lidt kedeligt, men allerede efter en dag i grupperne, kunne vi se, en ændring i den adfærd. De hjalp hinanden på kryds af aldrene, fortæller Rasmus Birkkjær.

I grupperne var børn og unge fra 6 til 17 år, og i hver gruppe var der cirka 10-12 af de uniformerede FDF'ere.


Lejrbål uden flammer

Kun en ting satte en kæp i hjulet for de uniformerede bordingensere i Sæby. Afbrændingsforbuddet.

- Det gav lidt vanskeligheder. Maden måtte vi så lave i hyttens køkken i stedet for over bål, og lejrbål blev der ikke meget af, men hyggen var der alligevel, forklarer kredslederen.

I stedet stablede FDF'erne et bål og sad rundt om det, men uden at tænde det. Til gengæld betød det varme vejr, at stranden, der bare var et kort smut væk fra hytten, blev flittigt benyttet og ligeså med FDF'ernes badetøj. Men stranden blev også brugt til at få et ekstra duelighedstegn: Et fem kilometersmærke for at gå barfodet. Det var ingen sag i det bløde sand.

- Det har været en rigtig god sommerlejr, og nu ser vi så frem mod næste år, hvor turen går til Sydtyskland, siger Rasmus Birkkjær glad.


Ordet er dit



Mere Engesvang