Tip os log ind
Vibeke Grønskov, leder hos Frivilligcenter Ikast-Brande, er glad for, at det er lykkedes at samle repræsentanter fra både lokale foreninger, landsforeninger, kommunale institutioner og boligforeninger. Det ifølge Vibeke Grønskov en glæde, når det lykkes at facilitere såkaldte på tværs-samarbejder med fælles intentioner og mål. Her ses Ældre Sagens seneste fællesspisning.
Foto: Henrik Ole Jensen

Spise-arrangementer på tværs: Træd ind i et nyt fællesskab over et måltid mad

En gruppe af foreninger og organisationer er gået sammen om at skabe fællesskab på tværs af borgere i hele kommunen
30. oktober 2019, 06.38

Ikast-Brande Der findes mange former for fællesskaber. Derfor er en gruppe af foreninger og organisationer i samarbejde med Frivilligcenter Ikast-Brande gået sammen om skabe en lang række arrangementer, hvor formålet er at mødes, danne nye relationer, få et fællesskab og bekæmpe ensomhed over et måltid mad. I næste uge arrangerer Folkebevægelsen mod Ensomhed spisearrangementet, Danmark Spiser Sammen, som hvert år finder sted i uge 17 og i uge 45. Det skal være startskuddet for en række af initiativer i Ikast-Brande Kommune, hvor målet er at bringe folk sammen over måltiderne. Håbet er, ifølge arbejdsgruppen bag det lokale initiativ, at flere vil tage naboen, den bekendte eller en hvilken som helst anden under armen - og sammen finde ind i nye fællesskaber med måltidet som samlingspunkt.


Spisefællesskaber

Næste uge bliver som nævnt startskuddet til de kommende spise-arrangementer, når Danmark Spiser Sammen i uge 45. Og hvem sidder så i arbejdsgruppen bag de kommende initiativer?

Det er mandag morgen, og i Frivilligcentret har gruppen taget plads rundt om bordet. Til stede er Preben Thomsen og Sonni Pedersen fra Ørbæklund i Brande - aktivitets- og samværstilbuddet - som hører under Social Psykiatrisk Center Syd. Overfor sidder Hans Peder Nielsen - formanden for Ældre Sagens lokalafdeling. Ved sin side har han Lisbeth Wium-Andersen, som er frivillighedskoordinator ved psykiatri- og handicap i Ikast-Brande Kommune. Herefter følger Pernille Dernburg Petersen. Hun er frivillighedskoordinator ved Sundhed-og Ældre i Ikast-Brande Kommune.

Bodil Markmøller fra Dansk Folkehjælp er også med i gruppen, og endeligt er boligsocial sekretariatsleder Louise Egeriis Møller fra Fælles Fremtid på Tværs samt leder af Frivilligcentret, Vibeke Grønskov, også til stede.

I de seneste måneder har gruppen i samarbejde med Landsforeningen LEV, Folkekirkens Besøgstjeneste og Røde Kors' Integrationsafdeling ideudviklet i, hvordan man kan få folk til at mødes i nye fællesskaber, og et af svarene er faldet på måltidet. Således vil de forskellige organisationer og foreninger fremover - og ikke kun i uge 45 - forsøge at arrangere spise-fællesskaber.


Ingen krav

Gruppen håber, at arrangementerne kan være en anledning til, at folk dels kommer mere ud og danner relationer, men også at folk tager initiativ til at mødes.

- Det kan ligeså godt være, at man lige byder indenfor til en gang kartoffelmos med kødsovs, siger Bodil Markmøller fra Dansk Folkehjælp og tilføjer, at det er vigtigt, at der ikke foreligger nogle krav, og at man ikke skal leve op til nogle forventninger.

- Det er ikke nødvendigt at skulle imponere hinanden og stille an med en treretters menu. Bare det at mødes og være sammen om måltidet - det er det essentielle. Man kan i princippet også lave det til et sammenskudsgilde, lyder det videre fra Bodil Markmøller.


Klar med sparring

Det er en glad leder for Frivilligcenter Ikast-Brande, som sidder i den ene ende af forsamlingen og kigger ud over det initiativrige hold. For Vibeke Grønskov er det vigtigt at slå fast, at det også handler om at få alle mulige mennesker til at tænke på en ny måde, når det kommer til fællesskaber.

- Vi vil gerne tydeliggøre, at det at spise sammen er en rigtig god ting. Det vil være rigtig godt, hvis flere kan tænke i de baner, hvor man mødes og spiser sammen, for måltidet er et naturligt og samtidig hyggeligt samlingspunkt, lyder det fra Vibeke Grønskov.

Det har hidtil været Ældre Sagen, som med succes har haft arrangementer med fællesspisning. Formand Hans Peder Nielsen hilser det supplerende initiativ velkommen og tilføjer, at det også er vigtigt med forskellige former for spise-arrangementer.

Netop derfor er supplementet ifølge gruppen vigtigt, således at man som borger i Ikast-Brande vil kunne komme til netop det arrangement, man føler sig mest komfortabel ved.

- Det et godt med forskellige arrangementer. Både store og små, private og i foreningerne. Vores udfordring er at nå ud til folk. Særligt de enlige mænd har vi lidt svært ved at nå ud til, men det håber vi, at vi kan få held med gennem det her initiativ, fortæller Preben Thomsen .

Den initiativrige gruppe, som med forskellige baggrunde når ud til forskellige mennesker, deler nu samme drøm: At flere vil mødes i fællesskab i Ikast-Brande og invitere nogle, man måske ikke ellers ville invitere.

- Man er mere end velkommen til at kontakte Frivilligcenter Ikast-Brande, hvis man ønsker sparring omkring opstart af spise-arrangementer, lyder det fra Vibeke Grønskov.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune