Tip os log ind
Jan Rahbek er som centerdirektør en aktiv medspiller i campus-samarbejdet, der efter hans mening gør Ikast-Brande Kommune til noget helt specielt.
Foto: Tom Laursen

Sportscenter Ikast 50 år: Et unikt samarbejde

Campus i Ikast sikrer, at det enkelte barn kan gå gennem hele uddannelsen med skoletasken i den ene hånd og sportstasken i den anden
15. marts 2019, 12.23

Visionært, dygtigt, opfindsomt.

Der kan hæftes mange tillægsord på det projekt, der til stadighed udvikler sig, nemlig Sports Campus Ikast-Brande.

Sportscenter Ikast er en naturlig del af den store »familie«, der tilsammen danner Sports Campus, og centerdirektør Jan Rahbek er både begejstret og dybt involveret i campus-samarbejdet, som han kun har ros til overs for.

Det er tidligere rektor på Ikast-Brande Gymnasium Kurt Møller Pedersen, der er formand for bestyrelsen, og sammen med ham varetager Jan Rahbek det praktiske arbejde med campus.

- Vi har ikke fastlagte møder, men det bliver vel til tre-fem møder årligt. Frekvensen kan så tage lidt til, hvis der er aktuelle projekter, der skal behandles, siger Jan Rahbek.

I den forbindelse peger han på planerne om sportsfriskolen Guldminen, der efter alt at dømme er ved at blive endnu en knopskydning på campus-samarbejdet.


Mange aktører

Sports Campus Ikast-Brande omfatter i dag en række institutioner. Ud over Sportscenter Ikast, er der Ikast-Brande Gymnasium, Handelsgymnasiet, Ikast fS, Ikast-Brande Kommune, Sportstar College, FC Midtjylland, Herning-Ikast Håndbold, ISI Idrætsskolerne Ikast og Ikast Nordre Skole.

Jan Rahbek understreger imidlertid, at der ikke er tale om nogen lukket gruppe. Man kan tage nye medlemmer ind, hvis det er relevant, og kredsen af det formaliserede samarbejde øges formentlig snart med idrætsfriskolen Guldminen.

- Det hele handler om den gode historie, om at en lille pige eller dreng kan starte første skoledag med skoletasken i den ene hånd og en sportstaske i den anden og slutte med studenterhuen - stadig med skoletasken og sportstasken i hver sin hånd,siger Jan Rahbek.


Hele mennesker

I Campus-samarbejdet har man givet hinanden håndslag på, at uddannelsesdelen skal tages særdeles alvorligt.

- Man kan altså ikke bare ligge derhjemme eller glemme at aflevere skoleopgaven og så stadig forvente at vedblive at være en del af projektet, understreger Jan Rahbek.

- Det handler ganske enkelt om at skabe hele mennesker, siger lederen af Sportscenter Ikast.

Samarbejdet blev formaliseret i 2016, og netop nu er man i gang med at komme med indspak til den overordnede kultur- og fritidspolitik i Ikast-Brande Kommune.

- Det er vores ambition at blive landets stærkeste kommune, når det gælder idræt og sport, både hvad angår bredde og elite. På den måde bidrager campus-modellen også med til at understrege kommunens ønske om borgere i bevægelse, siger Jan Rahbek.


Ordet er dit



Mere Ikast