Tip os log ind
  • 1/: Torben Østergaard vil starte en friskole i ISI-regi. ISI består i forvejen af en højskole og en efterskole. Fællesnævnerne er et stort fokus på idræt.
    Foto: Sune Nordby
  • 1/: På ISI's to nuværende uddannelsestilbud, henholdsvis efterskolen og højskolen, bor eleverne samme sted, som de studerer, men det er der ikke lagt op til bliver tilfældet med »ISI Friskole«. Her et screenshot fra ISIs hjemmeside med en ufærdig side om friskolen.?

Sportsfriskole måske på vej til byen

Ikast kan blive en skole rigere. ISI har længe arbejdet på en dedikeret sportsfriskole
14. oktober 2018, 08.18

Ikast-Brande Snart kan en ny skole måske tilslutte sig enklaven af uddannelses - og sportstilbud i det nordlige Ikast. I hvert fald, hvis det står til Idrætsskolerne Ikast, ISI, der ønsker at udvide forretningen med en friskole. Det bekræfter forstander på ISI, Torben Østergaard, overfor Herning Folkeblad:

- Vi har nogle planer om det, og jeg kan bekræfte, at vi er ved at afdække mulighederne for, om vi skal starte en friskole, siger Torben Østergaard, der indtrådte som forstander for ISI i år 2010.


Den allerførste

Idrætsskolerne Ikast består i forvejen af en efterskole og en højskole. Hvis Torben Østergaard og ISI lykkes med deres planer, bliver der tale om en særdeles stærk sportstreenighed på Hagelskærvej:

- Idrætten vil have en stor base i den her skole. Men den vil komme til at rumme markant mere, fortæller Torben Østergaard om intentionerne med friskolen.

Ikast har på nuværende tidspunkt ikke én eneste dansksproget friskole i byen og ISI kan dermed blive lokale pionerer på området, der ellers er vokset meget de seneste 10 år. Elevtallet i folkeskolerne er således faldet hvert år siden 2013, mens det forholder sig anderledes på friskolerne, der har oplevet en stødt stigning. Det viser tal fra Danmarks Statistik - en udvikling ISI har noteret sig:

- Friskoler er jo en gave til skolefolk, fordi man kan skabe sin skole på lige nøjagtig den måde, man ønsker at påvirke det samfund, man er én del af, siger Torben Østergaard om friskoleformatet.


FCM og forskerhjælp

At oprette en skole er ikke noget man gør halvt. Derfor har ISI samlet en ganske omfattende arbejdsgruppe:

- Gruppen arbejder med, hvordan vi kan skabe en friskole til gavn for hele vores lokalområde, siger Torben Østergaard og uddyber:

- Gruppen består af repræsentanter fra skolen, dels medarbejdere, dels bestyrelsesmedlemmer, og så er der repræsentanter fra skolens bagland. Vi har jo rigtig mange samarbejdspartnere, som er med til at støtte op om skolen i det daglige, og flere af dem har nogle personer med, siger forstanderen med henvisning til de lokale idrætsklubber og deriblandt FC Midtjylland.

Torben Østergaard forklarer yderligere, at en række hjerneforskere og pædagogiske forskere er med i forløbet. De skal bidrage til at skabe den helt rigtige model:

- Det bliver på en helt anden frekvens, end det man kender fra folkeskoleverdenen. Det er i den grad et alternativ, og jeg håber på, at man ligesom med den internationale skole vil se, at folk vil køre fra Herning og Silkeborg og Brande for at gå på skolen.


Hjemmeside var klar

I øjeblikket knokler arbejdsgruppen hårdt på. ISI har in mente at kunne åbne for de første elever allerede til næste skoleår. Det erfarer Herning Folkeblad, om end finansieringen af friskolen stadig er en usikkerhed:

- Vi er i en rigtig spændende udviklingsproces lige nu. Om det bliver til noget, ved vi ikke med 100 procent sikkerhed endnu, siger ISI-chef Torben Østergaard.

I slutningen af september dukkede der for en kort periode en bjælke op på idrætsskolernes hjemmeside, hvor besøgende kunne trykke sig videre til en underside med titlen »ISI-Friskole«. Her blev de nysgerrige gæster mødt med beskeden; »Siden er under opbygning«. Nu er denne bjælke samt undersiden dog blevet helt slettet fra hjemmesiden igen.


Ordet er dit



Mere Ikast