Tip os log ind
Inger Støjberg var mandag på rundtur på Kærshovedgård, hvor flere beboere ihærdigt forsøgte at få lejlighed til at fortælle deres personlige historie om, hvorfor de bør have lov til at blive i Danmark. - Jeg ønsker et stærkt regime på området og er man udvist eller har fået afvist sin asylsag, så skal man rejse ud, eller finde sig i forholdene på Kærshovedgård, understregede ministeren overfor den fremmødte presse
Foto: Tom Laursen

Støjberg vil fastholde alle på Kærshovedgård

Udlændinge- og integrations-ministeren er ikke tilfreds med, at Herning byret har givet 33-årige Sharvin Shojaie lov til at forlade udrejsecentret
17. januar 2018, 07.12

Kærshovedgård Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg er mildest talt rystet over, at retten i Herning har fjernet den statsløse og udvisningsdømte Sharvin Shojaies pligt til både at opholde- og melde sig på Kærshovedgård.

Det fortalte hun Mediehuset Ikast-Brande, da hun mandag besøgte Udrejsecentret.

Formentlig var det et ganske ordinært rutinebesøg, som dog fik en hel ny aktualitet på grund af den afsagte dom, men også på grund af den stigende utryghed i lokalområdet.


Stærk bevogtning

Under stærkt bevogtning af adskillige politibetjente, PET-folk og livvagter var hun på rundvisning på centerområdet, hvor hun tydeligt havde bedt om at se en række ting.

Hun besøgte blandt andet Røde Kors' værksted og undervisningslokale, de nye beboelsesblokke, området for beboere på tålt ophold, sundhedsafdeling, de nye besøgslokaler og politistationen, der hver dag er bemandet med otte betjente.

Hun var også på besøg i den færdigbyggede kantine, hvor dagens frokost var under forberedelse. Hun undrer sig fortsat over, at der tidligere har været klager over maden.

Jeg har spist af maden hver gang - og skal det også denne gang. Jeg kan ikke se, at der skulle være et problem, understregede ministeren.

Inger Støjberg gav sig god tid til at stoppe op og tale med enkelte af beboerne, der øjnede chancen for at få hende i tale.

Hun lyttede og var ganske forstående overfor, at de havde lyst til at blive i Danmark.

Men var lige så retorisk afvisende i, at en beslutning kunne omgøres.


Stærkeste regime

- Har man fået afvist sin asylansøgning, eller er blevet udvist, så skal man udrejse. Jeg ønsker det stærkeste mulige regime på området uanset om, man er på tålt ophold, eller er afvist asylansøger, sagde Inger Støjberg, der flere gange valgte at bruge ordet regime i forhold til de stramninger der allerede er sket og formentlig kommer i fremtiden

Støjberg var interesseret i at høre, hvorfor forholdsvis få personer deltager i den engelskundervisning, som Røde Kors tilbyder. Og mødte i lokalerne den unge Nadia Nassor fra Zanzibar

Hun nærmest insisterede på, at det burde være danskundervisning.

- Jeg kan tale engelsk - men jeg er nu i Danmark og det er det sprog, jeg vil lære, sagde den spinkle kvinde, der dog ikke fik meget håb hos ministeren, der ganske venligt, men bestemt afviste det som en mulighed.


Byretsdom

Omkring sidste uges dom i Herning Byret var Støjberg lige så retorisk og undrende.

- Jeg er overrasket over den dom og kigger i øjeblikket på, hvorvidt det er muligt at anke den. Jeg ønsker det stærkeste mulige regime på det område. Er man udvisningsdømt eller afvist asylansøger, så skal man ud, sagde ministeren.

Specifikt omkring den aktuelle sag fra Herning, hvor den nu frikendte Sharvin Shojaie ikke kan rejse ud af Danmark, alene af den grund, at han ikke har noget statsborgerskab og derfor intet pas, var svaret fra Inger Støjberg, at han ifølge hendes ønsker enten måtte forlade Danmark eller finde sig i at blive boende på Kærshovedgård.


Parallelsamfund

Som udvist statsløs borger i Danmark må du ikke tage arbejde og kan ikke få nogen former for offentlige ydelser.

Er du ikke bange for, at der opstår et parallelt samfund for personer som Sharvin Shojaie og andre i hans situation, som ikke på legal vis har mulighed for at skaffe sig en indtjening?

- Nu bor vi jo et ganske reguleret samfund, hvor det ikke kan lade sig gøre at gemme sig. Før eller siden vil man blive opfanget af vores systemer, sagde ministeren.

Der er i alt 114 lignende sager berammet ved de danske domstole, som udlændinge- og integrationsministeren nøje vil følge med i, og hun har i øvrigt ingen problemer med at forestille sig, at der er folk, der skal blive på Kærshovedgård til de dør, hvis de vælger at trodse myndighedernes afgørelse og bliver i Danmark


Utryghed

Den stigende lokale utryghed var hun til gengæld ganske optaget af.

- Det er uacceptabelt, og også derfor vi opruster med flere politifolk. Jeg tager det meget alvorligt, og har i dag fået en god snak med både Politiet og personalet


Ordet er dit



Mere Politik