Tip os log ind
  • 1/: Direktør Anders Hust, der havde indpiskerens rolle i initiativgruppen bag den overdækkede gågade, kom i sin tale med en opfordring til borgerne i Ikast om at handle lokalt. Stærke kræfter arbejder i øvrigt på en opgradering af Strøgcentret, og lykkes det at få alle gode kræfter til at trække i samme retning,som i starten af 90'erne, er der håb om, at kunderne kan møde et forynget Strøgcenter, når der næste sommer fejres 26-års fødselsdag.
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: René Jørgensen, formand for Strøgcenterforeningen, modtager pengegaven fra borgmester Carsten Kissmeyer (V).
    Foto: Tom laursen
  • 1/: Her, der og alle vegne. Vores Chef Jan Birk Knudsen løser også praktiske opgaver.
  • 1/: Guitarist Claus Asmussen og trommeslager Bosse Hall Christensen er de eneste to originale medlemmer af Shu-bi-dua i spinoff-bandet Shu-bi or not Shu-bi. Bosse Hall Christensen lagde trommerne på hylden i en lang årrække, efter han blev smidt ud af Shu-bi-dua for druk og brok. Men han har ikke glemt at »banke på skindene« og virker også til at være kommet ovenpå igen efter sit misbrug, som han i øvrigt har skrevet en bog om.
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/: Der blev langet flere hundrede grillpølser fra Østerport Slagter over disken. Hertil kom en masse burgere samt »slagter-bolsjer« - flæskesvær.
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: Diana og Ole Ringgaard fra firmaet Hen-House gav blandt andet smagsprøver på Pure Aarhus, som fås både med lakrids og passionsfrugt.
  • 1/: Borgmester Carsten Kissmeyer: -Det er vigtigt, at det lokale handelsliv tænker nyt
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: Østerport Slagter havde travlt ved spisetid torsdag efter åbningen.
    Foto: Tom Laursen

Strøgcenter-jubilaren: Ikke tid til at hvile på laurbærrene

08. juni 2017, 14.33

Ikast Kaffe og kage, grillede pølser, burgere, fadøl og kaffe samt masser af musik var med til at gøre det til en fest, da den første dag i fejringen af Strøgcentrets 25-års jubilæum udspillede sig under glastaget.

Naturligvis hørte der sig også et par officielle taler til. Dem sørgede René Jørgensen, formand for Strøgcenterforeningen, borgmester Carsten Kissmeyer og direktør Anders Hust for.

René Jørgensen, der har Sportigan, indledte med at takke initiativgruppen for deres fremsynede arbejde. René Jørgensen fortalte videre, at han kom til Ikast fra Brande i 1993 netop som Strøgcentret var bygget. Han åbnede butik i Ikast Centret, der som de fleste bekendt lå, hvor primært Føtex har til huse i dag. Efter tre år fandt sportsudstyrsforhandleren ud af, at det var i den overdækkede gågade, handelen foregik. Så hans forretning skiftede adresse.


Hullerne fyldes ud

- Der er ikke mange byer af samme størrelse som Ikast, der har så bredt et udvalg af butikker og varer, som vi har, understregede formanden for Strøgcenterforeningen, og fortsatte:

- Vi har tomme butikker. Men det har vi sådan set altid haft. En arbejdsgruppe arbejder hårdt på at få dem lejet ud, og vi satser på, at det sker snart.

Borgmester Carsten Kissmeyer (V) nævnte, at der er sket en voldsom udvikling i den måde, folk handler ind på i dag i forhold til for 25 år siden.

- Vi har mere fritid, og vi rejser mere, så der er rig mulighed for at handle ind andre steder. Og så har vi også nethandelen, sagde borgmesteren, som pegede på vigtigheden af, at det lokale handelsliv tænker nyt for at fastholde borgernes interesse for Ikast som handelsby og oplevelsesby.


Ros til Vores Ikast

Carsten Kissmeyer glædede sig over, at Vores Ikast har formået at tage handsken op, blandt andet ved at integrere kulturlivet og erhvervslivet i det, der tidligere »blot« var en handelsstandsforening.

På vegne af kommunen havde borgmesteren en gave med, som var helt efter gaveregulativet, når det handler om foreninger.

- Der er 2500 kroner i kuverten. Vi rutter ikke med borgernes penge. Men det kan være, at vi kan hjælpe med noget andet, sagde kommunens førstemand.

Direktør Anders Hust var bankmand, før han skiftede til tekstilbranchen. Han fortalte, at han som bankassistent i nummer 20 oplevede, at den trafikerede handelsgade blev lavet om til gågade. Han blev siden indpisker i initiativgruppen bag Strøgcentret. På dette tidspunkt var Hust blevet formand for det lokale handelsliv.

- Handelsstandsforeningen bestod på det tidspunkt af fem, seks fraktioner. Det var spredt fægtning og meget svært at samle folk, fortalte Anders Hust, som lykkedes med at få butiksindehaverne til at trække i samme retning.

Anders Hust sagde også, at en god erhvervskommune nødvendigvis også må have et godt handelsliv.

Han havde hæftet sig ved, at borgmester Carsten Kissmeyer i sin tale nævnte noget i stil med »bare kom til kommunen, vi skal nok hjælpe«. Hvilket lover godt for den nye initiativgruppe, der er i færd med at opdatere den overdækkede gågade, så den kan opfylde kundernes behov de kommende 25 år.

Talerens sidste ord var et direkte opråb til borgerne i Ikast.

- Hjælp vores handelsliv. Læg jeres kroner herhjemme, så får vi 25 gode år mere, sagde Claire-grundlæggeren.






Ordet er dit