Tip os log ind
Sognepræst Jens Peter Garne.
Foto: Hans Jørgen Hansen

Tanker ved Alle Helgen

17. november 2019, 11.33

Kirke Digteren Morten Ramsdal skriver et sted: »Du skal ikke lade mørket gå gennem dig, du skal gå gennem mørket.«

Som løsrevet citat passer det rigtig godt til vores situation, når dødens mørke har taget én af vores kære fra os. Der kan mørket føles så overvældende, at det mærkes, som om mørket opsluger os, og der intet lys er tilbage - for os.

Vi skal ikke bortforklare mørket og sige: »nu skal vi bare tage os sammen«. Vi skal i stedet gå igennem mørke, vi må gennemleve sorgens og savnets proces, ikke så vi kommer over tabet, men så mindet om vore kære og savnet får den rigtige plads i vores liv.

Dem der har mistet nogle af deres kære ved, at det gør ondt at miste. På den anden side ville det være endnu være, hvis vi ikke havde noget at miste. Sorgen er kærlighedens pris. En pris nogle bliver nødt til at betale, hvis vi skal erfare kærligheden. For før eller siden tager livet eller døden vores kære fra os, eller vores kære mister os. Tabet af vores kære er ikke noget, vi skal komme over, det er noget, vi skal lære at leve med. Den kærlighed og det lys, de var i vores liv, må vi bære med videre i vores liv. På den måde skinner deres lys stadig for os gennem det, de gav os i vores liv, selvom dødens mørke har taget dem fra os her på jorden.

Derudover er der et andet lys, vi må lade skinne på os nemlig lyset fra Jesu tomme grav. Påskemorgen tændte Jesus lys i dødens mørke, da han opstod. Et lys han ikke bare tændte for sig selv, han tændte lys for os. Jesus banede en vej gennem dødens mørke ind til livet hos Gud, så når vi holder os til ham, og det Jesus giver gennem dåben og troen, så er hans sejr vores sejr.

Det fjerner ikke mørket i vores liv, men det giver os et håb. Et håb om at vi engang skal få love at leve evigt hos Gud. Det kan give mod til også at leve med det, der er smertefuldt: at livet her får ende og døden skiller os fra hinanden. Derfor må vi glædes over livet og dem vi stadig deler livet med her på jorden.

Det at miste kan være en lang og smertefuld proces, derfor må og skal vi give plads til sorgen og savnet og derved give plads til det liv, vi stadig lever. Det liv der er Guds gave og opgave til os i dag og i morgen, ja så længe vi lever.


Ordet er dit



Mere Din kirke