Tip os log ind
Kunstnergruppen Herika har holdt sammen i 30 år og er klar til endnu en udstilling. Fra venstre Sanne Staal Bendtsen, Lisbeth Jensen, Marie Rosenlund, Dorte Poulsen, Niels Otto Hansen og Lone Vindum Jacobsen udstiller lørdag og søndag på Jupitervej i Ikast.
Foto: Laila Kempel

Tiden er fløjet som penselstrøg mod lærred

Malergruppen Herika har holdt sammen i 30 år og er klar til endnu en udstilling
05. oktober 2019, 13.19

Ikast De har grinet og formentlig ikke grædt. Men i alt fald holdt sammen som farver tæt forbundet i en symbiotisk regnbue.

Medlemmerne i malergruppen Herika har i 30 år mødtes hver eneste vinter og sammen taget det ene farverige penselstrøg efter det andet.

I den kommende weekend er de igen på banen med endnu en udstilling, som foregår på Danspins domicil på Jupitervej 6 i Ikast.

I starten holdt de til i en gammel købmandsbutik på Kirkegade hos gruppens nestor og nu æresmedlem Erik Jacobsen, lagde lokaler til gennem mange år.

Købmandsbutikken er i dag udskiftet med en kostald, hvor en anden af gruppens trofaste medlemmer Niels Otto Hansen har smidt køerne ud, og isoleret den ene ende, så gruppens medlemmer to gange om måneden møde mødes omkring det store spisebord til fælles inspiration og udfordringer.

Bordet er behørigt pakket ind i beskyttende plastik, der bærer præg af, at der ind imellem leges med farver.

Mellem malerbøtter, pensler og værktøjskasser fyldt med kreative finurligheder står syltekrukker med lækkert hjemmebag, termokander og ikke mindst kaffekopper.

Det handler om hygge, rigtig god gammeldags samvær om en fælles fritidsinteresse - en hobby, som medlemmerne Niels Otto Hansen, Lone Vindum Jacobsen, Dorte Poulsen, Lisbeth Jensen, Sanne Staal Bendtsen, Marie Rosenlund og Nina Løbner Tougaaard, deler med hinanden.

I deres hemmelige hule langt ude på landet mødes de til, hvad de selv kalder et fagligt selskab, hvor man får luftet egne ideer, og måske får blod på tanden til at tage et skridt i en anden retning, fordi nogen af de andre i gruppen er i gang med nye eksperimenter.

Lisbeth Jensen sidder med maling og pensler og gør et af sine malerier færdige til weekendens udstilling, hvor hun har haft flere Hollywood-divaer under lup og andre naturalistiske motiver i nye friske popart versioner.

Dorte Poulsen udtrykker sig i akrylfarver og har også et par af sine værker med til weekenden.

- Jeg har ikke været så produktiv på det sidste, men jeg har da lidt med, konstaterer hun.

Sanne Staal Bendtsen hælder normalt maling på lærreder. Farverne løber ud i finurlige kreationer, som aldrig kendes på forhånd. Denne mandag aften koncentrerer hun sig i stedet om at lave ørenringe til udstillingen.

For bordenden har Marie Rosenlund eksempler på sine akvarelbilleder, som hun i øjeblikket er optaget af.

- Vi har alle brug for glitter i hverdagen, så det skal vi også have ind i billederne forklarer hun.

Lone Vindum er optaget af at blande forskellige udtryksformer.

- Jeg har lært et nyt udtryk i aften - mixmedia, som så er det, jeg arbejder med. Der er collager, kombineret med akrylmaling og tegninger, der sættes sammen med grafiske print. forklarer hun.

Niels Otto Hansen er den naturalistiske maler, der finder fred i naturen.

- Det er her jeg finder roen - og jeg har altså ikke helt glemt min tur til Grønland, siger han og afslører et par kæmpe billeder af nordatlantens isbjerge og et mindre ældre billede, der er blevet peppet op med en lille dame med paraply.

Gruppens sidste medlem Nina Løbner Tougaard lægger meget personlighed i sine værker, der udføres med både tegninger og akrylmaling.

På udstillingen har de desuden inviteret Erik Jacobsen til at være med som gæsteudstiller sammen med Charlotte Kongsbak, der fra sit domicil Nordenfjords, medbringer keramik og krukker.

Med er også 4.a fra Nordre Skole, der har eksperimenteret med papmache.

- Vi vil gerne dele vores interesse med andre, og her får man chancen for at kunne møde os alle sammen på en gang siger Lisbeth Jensen.

Hun bakkes op af Marie Rosenlund, der understreger, at det jo er mere uforpligtende at kigge forbi, end hvis man inviterer sig selv indenfor hos de enkelte medlemmer for at se, hvad de har på lager.

Kunstværkerne er nemlig alle til salg.

- Ja og så glæder vi os selvfølgelig til at møde »vores stamgæster« og alle de nye, der har lyst til at se, hvad vi laver. Vi har både kaffe/the og småkager, siger Lone Jacobsen.

Udstillingen er åben på lørdag og søndag.


Ordet er dit



Mere Kultur