Tip os log ind

Tilflyttere fejrer diamantbryllup

Søndag 15. september kan parret Bente Vikka og Preben Skjoeth, Ikast, fejre diamantbryllup
14. september 2019, 06.27

Navne Bente Vikka, der netop er fyldt 78 år, er uddannet hattemodist, mens gemalen Preben, der er 82, har flere uddannelser bag sig. Han er uddannet værktøjsmager, journalist og professionel militær faldskærmsjæger.

Begge har dyrket meget sport og har rejst kloden rundt flere gange. Bente Vikka var dansk mester i 60 m. løb for kvinder, dyrkede meget gymnastik og deltog i adskillige landsstævner. Hun var en ivrig frontfigur, når det drejede sig om at yde en frivillig indsats for samfundets svageste. Tog bl.a. initiativ til en ugentlig træning for handicappede børn i Fredericia Helsecenter, og udførte et stort stykke arbejde for Terres des Hommes, hvor man organiserede indsamling af tøj og blandt andet kørte det til Rumænien, Bulgarien og Tjekkoslovakiet.

Preben var sportslig meget alsidig og har bl.a. været en anerkendt træner i både håndbold, fodbold og boksning. Han var en dygtig sejler i Snipe-klassen. Efter at han i sine unge dage, havde kørt landevejsløb, parkerede han racercyklen og gik over til at løbe. Hvilket resulterede i to europamesterskaber i 100 km løb. Først i Unna ved Dortmund, siden Biel i Schweiz med tider på henholdsvis 6 timer og 4 minutter og 6 timer og 9 minutter. Også marathon-distancen tiltalte ham, og bedste maraton tid var 2.20.12, hvilket især må tilskrives, at han blev trænet af kapaciteten, new zealænderen Arthur Lydiard.

Da Preben havde en god indtægt, var Bente i størstedelen af ægteskabet, hjemmegående. Preben var arbejdsmæssigt ofte væk i flere, og længere, perioder, så Bente klarede både stort hus og have - børn og alle hendes frivillige og velgørende aktiviteter.

Parret har de seneste 11 år, været hårdt ramt af sygdom. Hvilket var årsag til flytningen til Ikast, hvor sønnen Torben boede, mens datteren, Jane, bør i den nordlige del af Brande. Desværre mistede de for fire år siden sønnen Torben, der blev dræbt ved en trafikulykke i Tyskland.

Mens hustruen lider af demens, og derfor bor på plejehjemmet Rolighedsparken i Ikast, lider Preben af dårligt hjerte og nyrer, som kun holdes i gang med tre gange ugentlig dialyse. Preben, der bor på Strøget, besøger Bente hver dag/aften.

Trods svigtende helbred tog Preben initiativ til en gruppe » Bedre ældrepleje - mere personale«.

På flere velbesøgte møder har Preben kæmpet for at skabe bedre arbejdsvilkår for personalet og bedre pleje af de ældre og syge medborgere. Nogle af Prebens ideer er på tegnebrættet under de kommende forhandlinger i Folketinget.

De sygdomsmæssige forhold gør, at diamantbrylluppet fejres sammen med den nærmeste familie i Rolighedsparken lørdag og søndag.


Ordet er dit



Mere Navne