Tip os log ind
  • 1/: Yildiz Kibar trækker stikket til det politiske arbejde efter et skuffende resultat af kommunalvalget. Hun er igen »bare« første suppleanten, men glæder sig til at bruge tid på sit nye job og familieliv
    Foto: Laila Kempel
  • 1/:
    Foto: Laila Kempel

Tre stemmer fra det politiske mål

Yildiz Kibar er skuffet og vælger helt at trække stikket til politisk arbejde - selvom hun blev førstesuppleant
05. december 2017, 18.47

KOMMUNALVALG Yildiz Kibar har lugtet savsmulden og siddet omkring »det runde bord« Ved sidste kommunalvalg i 2013 var hun lige ved og næsten - men opnåede alligevel en plads i byrådet, fordi hun som første suppleant blev kaldt til undsætning da Socialdemokratiet måtte indkalde suppleanter for både Peter Kempf og Martin Skøtt, der forlod byrådet i den indeværende periode.

Derfor havde hun nok sat næsen op efter noget andet end posten som første suppleant endnu engang.

- Jeg manglede bare tre eller faktisk fire stemmer for at komme ind, så jeg er skuffet. Jeg har lagt et kæmpe arbejde i mit politiske liv, og har i de sidste fire år - også selvom jeg kun var førstesuppleant - deltaget i samtlige gruppemøder. Efter jeg blev medlem af byrådet har jeg også brugt rigtig meget tid på at forberede mig. Derfor er det skuffende, at jeg ikke kom ind denne gang, siger Yildiz Kibar.

Hun føler, hun har brugt sin tid effektivt, og har fået sat en masse ting i gang. Jeg har talt med rigtig mange mennesker, men som menigt byrådsmedlem kan du jo ikke lave revolution, siger Yildiz Kibar.


Skuffende afslutning

Efter fem år som politisk aktiv og en skuffende afslutning ved det netop overstående kommunalvalg, vælger hun at trække stikket til det politiske liv.

- Jeg er blevet tilbudt en masse tillidsposter, men har pænt sagt nej tak. Jeg er ked af, at jeg ikke fik de nødvendige stemmer, og tænker, at det ikke er en fordel, at vi har haft to kandidater med en flerkulturel baggrund. Jeg har set mig som en dansk kandidat og har også i mit kurdiske bagland fået hug for, at jeg er alt for dansk. Og ja, der er også en kulturel udfordring i, at jeg som stærk kvinde står frem, siger Yildiz Kibar.


Frivilligt arbejde

Hvad hendes nyvundne fritid nu skal bruges til, har hun ikke endelig besluttet, men hun kommer ikke til at trille tommelfingre.

- Jeg har lige skiftet job og glæder mig til at kunne bruge masser af energi på at få det til at fungere. Så har jeg hus og have, så jeg skal nok få tiden til at gå. Jeg tænker også på at involvere mig i noget frivilligt arbejde og måske fortsætte nogle af de tanker, jeg har haft i mit politiske virke. Jeg vil gerne hjælpe andre mennesker, siger hun.

Yildiz ved til gengæld, at hun IKKE vil bruge fire år på at deltage i gruppemøder i den socialdemokratiske gruppe som det syvende hjul, og trækker stikket til det politiske liv.

- Jeg trænger til en pause.


Ordet er dit