Tip os log ind
Jeanett Kristiansen og Herning-Ikast tabte tirsdagens topopgør i Esbjerg.
Foto: Tom Laursen

Tæt topbrag: Mestrene besejrede Herning-Ikast

HIH tabte 24-26 i Esbjerg, der fortsat har maksimumpoint
29. oktober 2019, 20.08

HÅNDBOLD For 40 dage siden dannede Blue Water Dokken i Esbjerg rammen om en dramatisk pokalkvartfinale, som Herning-Ikast Håndbold vandt i kølvandet på kaotiske timeout-regler.

Det var HIH'ernes første sejr over Team Esbjerg efter 12 nederlag i træk mod vestjyderne i alle turneringer.

Men tirsdag aften var Esbjergs forsvarende danske mestre tilbage på sejrskurs mod Herning-Ikast.

Foran 2208 tilskuere i Dokken vandt hjemmeholdet topbraget med 26-24 - efter pauseføring til værterne på 14-11. Dermed har mestrene maksimumpoint efter 11 kampe i HTH Ligaen.

Herning-Ikast Håndbold, der inden matchen indtog andenpladsen, var bagud med fire og fem mål i det meste af første halvleg, men som følge af en solid slutspurt inden pausen - blandt andre med en stribe fornemme scoringer fra højrebacken Stine Skogrand - undgik gæsterne at blive hægtet af.

Anden halvleg blev indledt næsten perfekt fra HIH-enhedens side. Norske Jeanett Kristiansen bragede uimodståeligt igennem fra distancen og via gennembrud, og så kunne keeper Sabine Englert udligne i et tomt mål til stillingen 15-15.

De to hold fulgtes ad til 19-19, men så meldte stress og tekniske fejl sig hos udeholdet, der måtte se Esbjerg-fyrtårnet Kristine Breistøll skabe det afgørende forspring. Nordmanden scorede fire gange på otte minutter, og HIH fik ikke svaret retur på den vestjyske føring på 23-19.

Stine Skogrand og en storfightende Sarah Iversen - begge scorede seks mål i Dokken - reducerede til 20-23 og 21-23, men da Team Esbjerg-fløjen Marit Røsberg Jacobsen nettede til 25-21 med fire minutter igen, var missionen for svær for vicemestrene.

Herning-Ikasts næste ligakamp spilles tirsdag 5. november, hvor det i Ikast gælder derbyet mod Viborg HK.


Ordet er dit