Tip os log ind
Konrad Harboe runder nu 90-årsdagen. Han har i over 65 år været gift med Emma Harboe, som fyldte 90 år i september.
Foto: Privatfoto

Tulstrup-borger fylder 90 i dag

Der er endnu en rund fødselsdag i Harboe-familien - tidligere i år har der også været krondiamantbryllup
21. december 2018, 08.05

90 Konrad Harboe, Julsgårdsvej 18 i Tulstrup, fylder 90 år i dag.

Han er jævnaldrende med sin hustru, Emma Harboe, som fyldte 90 år i september. Som Herning Folkeblad skrev i den anledning, er det er år, hvor mærkedagene nærmeste står i kø, for parret fejrede krondiamantbryllup i maj. De klarer sig godt og bor fortsat i eget hus.

Begge ægtefæller er fra Thy, og de blev gift 24. maj 1953.

Konrad Harboe blev født i Ballerum ved Hillerslev i Thy, og han voksede op i en søskendeflok på syv.

Som ung var han ung aktiv fodboldspiller og blev udtaget til talenthold - et Thy-Morshold.

Han var ude at tjene på en gård, før han kom i lære og blev uddannet som tømrer og snedker. I begyndelsen kørte han fra Hillerslev til Hirtshals på knallert frem og tilbage i weekenden, indtil han og Emma fandt en lejlighed i Hirtshals.


Kom til Herning-egnen

I midten af 1950'erne fik han ansættelse på Lilleheden Limtræ i Hirtshals. Han var montør og rejste rundt i landet og rejste haller, bygget af limtræ. Blandt andet har han »rejst« flere af hallerne i MCH Messecenter Herning, og her stiftede han første gang bekendtskab med egnen.

Konrad Harboe drev i en del år eget tømrerfirma i Hirtshals.

I 1968 fik han ansættelse hos tømrerfirmaet Poul Herskind i Høgild, og efter at han havde prøvet det af i et par måneder, flyttede hele familien til Midtjylland.

I den sidste del af sit arbejdsliv var Konrad Harboe ansat hos byggefirmaet Helge Rasmussen i Ikast, indtil han blev invalidepensionist i slutningen af 1980'erne.


Hjælp med tømreropgaver

Fødselaren har selv bygget huset, som han og Emma bor i - det var i 1975.

Hans store fritidsinteresser har gennem årene været jagt og haven. Han har været meget ærekær omkring sin have. Den skulle bare være i orden. Derudover har han haft to drivhuse, som har været proppet med tomater og agurker. Det er med årene blevet droslet ned til et enkelt drivhus med nogle få tomat- og agurkplanter, som han pusler om.

Hjemme i garagen har Konrad Harboe holdt familiens cykler i orden, og naboerne har også nydt god af det.

Fødselaren er en utrolig hjælpsom mand og har hjulpet børnene og børnebørnene med alt inden for gulvlægning, udskiftning af vinduer og døre, opsætning af lofter - ja, alt hvad der har med tømrer- og snedkerarbejde at gøre.

Festen holder han sammen med de tre børn, de mange børnebørn og oldebørn og nogle enkelte andre familiemedlemmer.

Der er dog inviteret folk fra Julsgårdsvej til kaffe og rundstykker om formiddagen på selve dagen.


Ordet er dit



Mere Navne