Tip os log ind
Karin og Klaus Strand-Holm Tip Et Hit.
Foto: Pr

TV-aktuel musikquiz fik stemningen i vejret på Østervang Plejecenter

Den populære musikquiz "Syng Med & Tip et Hit" turnerer i øjeblikket landet rundt og spreder stemning med hits fra flere årtier. Karin og Klaus Strand-Holm fra bandet Klaus & Servants fik et veloplagt publikum til at synge og gætte med, da showet forleden kom forbi Klovborg og skabte varme på en frostklar eftermiddag i marts
30. marts 2018, 11.29

Klovborg Ikast-Brandes plejecenter Østervang dannede en frostklar marts-dag rammen om "Højskoledagen", som Aktivitetsrådet stod bag. Efter to foredrag var det populære entertainerpar, Klaus og Karin Strand-Holm, indbudt til at underholde med deres populære musikquiz "Syng Med & Tip et Hit", der inddrager publikum til at gætte med på spørgsmål om hits og populære evergreens fra de seneste fem årtier.

Især DK4-seere vil kunne nikke genkendende til showet, der har været på skærmen over det seneste år og som i øvrigt i disse dage optages til en ny sæson med spørgsmål og gætterier om hits og evergreens fra flere årtier.


Live-versionen i Klovborg

Men på Højskoledagen i Klovborg var det altså live-versionen af musikquizzen, der kom forbi plejecentret Østervang for at skabe varme inden døre. Deltagerne fik testet både stemmebånd og hukommelse, da Klaus Strand-Holm, som til daglig er kendt som frontfigur i bandet Klaus & Servants, spillede og sang sig gennem en stribe hits. I forbindelse med de melodiske indslag udfordrede Karin Strand-Holm publikum med en række spørgsmål, der fik hukommelsen på overarbejde i et par timer.

Blandt de populære sange fra de seneste årtier var også Klaus & Servants egne hits som "Bank Tre Gange" og "Den bedste pige", der altid hitter hos det unge publikum, der er blevet ældre. Der skulle i hvert fald det obligatoriske ekstranummer til, før mikrofonerne kunne slukkes og ægteparret Strand-Holm kunne pakke sammen og køre videre på deres travle turné.


Kan også ses på TV

TV-udgaven af musikquizzen ruller henover skærmen hver torsdag kl. 17.30 det næste par måneder, hvor DK4 sender programmet "Syng med og Tip Et Hit". Klaus Strand-Holm bliver her ledsaget af sine trofaste spillende Servants, og med sig på scenen har de blandt andet Gry Johansen, Dario Campeotto og en række andre populære kunstnere, der synger sange, som publikum hjemme i stuerne kan gætte med på.


Ordet er dit