Tip os log ind
Foto: Pr-foto

Uldgarnsproducent på opkøb i England

Garnspinderiet Danspin A/S, en af verdens førende leverandører af uldgarn til tæppeproduktion, har købt det engelske uldspinderi Lawton Yarns Ltd. Opkøbet skal positionere den danske virksomhed yderligere som leverandør af kvalitetsgarner til konkurrencedygtige priser
30. juni 2019, 14.57

Ikast Købsaftalen er underskrevet, og nu skal der spindes yderligere forretningsmæssig værdi. Garnspinderiet Danspin A/S i Ikast har netop overtaget det mere end 100 år gamle familieejede uldgarnsspinderi Lawton Yarns Ltd. i West Yorkshire i den nordlige del af England.

Med handlen overtager Danspin A/S både produktionen og de 300 medarbejdere på Lawton Yarns Ltd., der fortsætter som en selvstændig enhed.

- Jeg er overbevist om, at opkøbet vil være med til at sikre begge virksomheder i de kommende år. Vores fælles passion for at skabe naturlige produkter i uld har gennem de seneste år været udfordret af produktionen af syntetiske materialer. Fusionen sikrer, at vi fremover er en pålidelig og endnu stærkere leverandør af uldgarn i høj kvalitet, til konkurrencedygtige priser og med en optimal logistik løsning, siger direktør og indehaver Lars Gantzel Pedersen, Danspin A/S, i en pressemeddelelse.


Fortsætter investeringer

Han købte virksomheden i 1997 og har siden udviklet det midtjyske spinderi til en af verdens førende leverandører af uldgarner til dansk og især international tæppeproduktion. Kunderne er producenter af tæpper til både privatboliger, hoteller, kontorer og blandt andet krydstogtskibe. I dag er Danspin A/S det eneste tilbageværende garnspinderi i Danmark, og branchen har også internationalt været gennem en større konsolidering. Danspin A/S flyttede for mange år siden sin produktion til Litauen og Estland, mens salg, markedsføring og produktudvikling fortsat foregår fra hovedkvarteret i Ikast. Igennem årene har virksomheden samtidigt investeret kraftigt i både HR, produktion og i produktionsudvikling. En udvikling der i fjor atter gav vækst og et solidt millionoverskud.

Med opkøbet i England fortsætter Lars Gantzel Pedersen investeringerne.

- Sammen med Lawton Yarns bliver vi en endnu stærkere og attraktiv partner på et tæppemarked, hvor mange forretningsområder er i stor vækst. De to virksomheder på begge sider af kanalen vil i fællesskab forsætte med at investere i udvikling og effektivitet, siger Lars Gantzel Pedersen.


Ordet er dit



Mere Erhverv