Tip os log ind
Eks-FCM'eren Ulrik Lindkvist - her i en UEFA Cup-kamp mod CSKA Moskva - vender

Ulrik Lindkvist ny sælger i FCM

Den tidligere IFS- og FCM-back vender tilbage i ulveflokken - klubben har også ansat Jan Lindegaard som ny relation manager
12. juni 2012, 09.00

Den forhenværende spiller i Ikast FS og FC Midtjylland, Ulrik Lindkvist, er tilbage i ulveflokken. FCM meddeler i dag, at man har ansat 31-årige Lindkvist som sælger i klubben.

Ulrik Lindkvist, der kommer fra Sunds, er udviklet i IFS' og FCMs ungdomsafdeling, spillede i klubben indtil 2007. Dernæst fortsatte karrieren i AGF, Vejle og Horsens. Siden forsvarsspilleren lagde støvlerne på hylden, har han samlet erfaring som sælger hos Strandbygaard Grafisk, men nu glæder den lokale dreng sig til at komme ”hjem”.
Min anden familie
- Nu står der igen FCM på CV’et, og jeg føler, jeg er kommet hjem til min anden familie. Jeg glæder mig utroligt meget til de nye udfordringer, jeg og ikke mindst klubben står over for. Jeg ved, at sammenholdet i områdets erhvervsliv står stærkt og mange gerne vil hjælpe klubben til at blive endnu stærkere og bedre både sportsligt og økonomisk, siger Ulrik Lindkvist.

- Jeg glæder mig over igen at være ulv og møde alle klubbens sponsorer. Denne gang uden støvler på, men stadig med hjertet det rette sted. Der er et kæmpe potentiale i klubben, og hvis vi sammen løfter i flok, går vi en meget spændende fremtid i møde, siger Lindkvist.

- Vi er glade for at have Ulrik tilbage i ulveflokken. Han er allerede introduceret til salgsfaget hos Strandbygaard Grafisk, som vi takker for at have givet slip på Ulrik og for at have lagt de første lag på ham erhvervsmæssigt, siger Claus Steinlein.

Ny relation manager
FC Midtjylland har også ansat Jan Lindegaard som ny relation manager.
51-årige Jan Lindegaard har siden 2007 arbejdet med udvikling og drift af erhvervsnetværk samt relationsudvikling. Han kan blandt andet trække på sine erfaringer fra AGF og AC Horsens, når han i fremtiden skal stå i spidsen for at udvide og udvikle FC Midtjyllands stærke erhvervsnetværk.

- I dag er der mange forskellige netværk i regionen, som hver især har sin styrke og opbakning. Min ambition er at stille mig i spidsen for, at FC Midtjylland på sigt bliver den samlende og udførende kraft omkring erhvervsnetværk og andre eksisterende netværk i regionen, siger Jan Lindegaard.

Vinderen er virksomhederne

- Jeg tror og håber på, at FC Midtjylland i fremtiden kan blive en slags ”netværks generator”, som kan være primus motor for at de mange netværk på tværs af kommunegrænser, erhvervsråd og sportsklubber kan samarbejde i fremtiden.
- Der er kun en vinder ved, at de forskellige erhvervsnetværk samarbejder, og det er virksomhederne og detailhandlen. Jo flere virksomheder og forretninger der er med – jo flere relationer og muligheder for øget samhandel og udvikling af forretningsmuligheder vil der blive, siger Lindegaard.

- Regionen har i udviklingsstrategien for 2011-2014 også peget på, at de gerne vil spille ”mulighedsbold” med forskellige aktører. Det er en bold, som FC Midtjylland gerne vil være med til at spille, siger relation manageren.

- Jan har vist resultater indenfor netværk, og derfor er vi glade for, at han vil udfordres og påtage sig opgaven med at udvikle eksisterende og nye netværk omkring FC Midtjylland, siger ordførende direktør i FC Midtjylland Claus Steinlein.


Ordet er dit