Tip os log ind
Lisbeth Zornig er inviteret til Ikast i anledningen af markeringen af Sindets Dag 9. oktober. foto PR

Unge og psykisk sårbarhed markerer sindets dag

Ikast-Brande inviterer til foredrag om anoreksi
02. oktober 2018, 12.19

SINDET Ikast-Brande Kommune markerer Sindets Dag, 9. oktober, med to foredrag om anoreksi og unge og psykisk sårbarhed.

Vanessa Joy holder foredrag om, hvordan det er at leve med anoreksi, mens debattør Lisbeth Zornig Andersen fortæller om unge på kanten, der mister fodfæstet.

Til arrangementet kan man møde en række foreninger og andre aktører, som vil fortælle om deres arbejde med sindslidelser og psykisk sårbare.

Bag arrangementet står Socialpsykiatrien i Ikast-Brande Kommune og lokalafdelingerne af SIND og Bedre Psykiatri.

Vanessa Joy foredrag: »At leve med anoreksimonstret« er et foredrag til det voksne publikum, som vil vide mere om livet med en spiseforstyrrelse i familien. Foredraget henvender sig både til fagfolk, pårørende, venner og bekendte af familier til spiseforstyrrede, der ønsker at få mere indsigt i sygdommen.

Vanessa Joy holder foredraget med sin mor. Sammen fortæller de, hvordan det er at leve med en spiseforstyrrelse og om, hvordan en alvorlig spiseforstyrrelse påvirker de pårørende.


På kanten

Lisbeth Zornig Andersens foredrag »Unge på kanten« handler om, at stadig flere unge taber kampen om det gode liv og mister fodfæstet i livet. Nogle vender frustrationerne indad og straffer sig selv med selvskade, spiseforstyrrelser og selvmordstanker.

Andre vender frustrationen udad, som pigen fra Kundby, der planlagde bomber mod skoler.

Mange andre kæmper med angst, stress og misbrug af rusmidler samtidig med, at risikoen for at havne i arbejdsløshed, kriminalitet og et liv i social isolation vokser - også selv om man kommer fra en ressourcestærk middelklassefamilie.

Lisbeth Zornig Andersen gennemgår i dette foredrag årsager til det stigende antal unge, der er på kanten af samfundet.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune