Tip os log ind
Anne-Margrethe Andersen er modtager af denne måneds buket som tak for hendes store indsats med den lokale integration. ?
Foto: Flemming Thulstrup

Utrættelig indsats i integrationsarbejdet

Anne-Margrethe Andersen modtager månedens buket for sit arbejde i Røde Kors
22. november 2018, 17.43

hæder Denne måneds buket går til Anne-Margrethe Andersen for hendes utrættelige indsats som frivillig.

Anne-Margrethe Andersen har gennem de seneste år opbygget en organiseret indsats på integrationsområdet, hvor hun er aktivitetsleder hos Røde Kors i Ikast.

Afdelingen, som 71-årige Anne-Margrethe Andersen, står i spidsen for, tæller godt 60 frivillige.

Det drejer sig om kontaktpersoner og netværksfamilier samt personer, der er tilknyttet Tal-dansk-caféen på Ikast Bibliotek.

- Der er stadig brug for frivillige, også selvom antallet af flygtninge til Ikast-Brande er blevet noget mindre, påpeger aktivitetslederen.

Anne-Margrethe Andersen er født og opvokset på Sjælland.

Hun kom til Ikast i 1969, hvor hun blev ansat ved Erhvervsskolen. Herefter var hun nogle år i København, inden hun i 1972 blev afdelingsleder og senere viceforstander på Erhvervsskolen.

Fra 1985 var hun fungerende forstander og stod bag opbygningen af det nye Hedebocenter.

Iværksætteriet, og at det meste kan lade sig gøre, passer godt til den 71-åriges temperament.

Anne-Margrethe er gift med Poul Henning Andersen. Parret har tre børn, og det er blevet til fem børnebørn, der blandt andet nyder godt af bedsteforældrenes store kulturelle interesse.


Ordet er dit



Mere Ikast