Tip os
Isabelle Kjærgaard Lauridsen fik mulighed for at se Utøya 22. juli i Ikast Bio, som viser filmen. Det blev en barsk oplevelse for den kun 15-årige praktikant på Ikast Avis.
Foto: Steen Hebsgaard

Utøya 22. juli - en rystende film

15-årig praktikant på Ikast Avis, som knapt kan huske den norske terrorhandling, fik mulighed for at se den nye film i Ikast Bio
03. maj 2018, 11.52

Utøya Der gik 72 minutter, inden Anders Breivik overgav sig til politiet og blev anholdt. Filmen »Utøya 22. juli« strækker sig over 90 minutter og starter 14 minutter, inden det første skud giver genlyd i den socialistiske ungdomslejr.

Vi fik af Ikast Bio mulighed for at se filmen, inden den landsdækkende premiere torsdag den 3. maj.

I åbningsscenen på denne fiktionsfilm bliver vi introduceret for en fiktiv, ung pige ved navn Kaja, der befinder sig på øen, da nyhederne om bombeangrebet i Oslo når til Utøya - og inden længe det første skud.

I de 72 minutter, massakren varer, følger vi hende med et håndholdt kamera, mens hun under skrigene, råbene og kuglerne desperat forsøger at finde sin søster. Vi følger hende i de tavse øjeblikke, når hun skjuler sig, og i de forjagede øjeblikke, når hun løber væk fra den retning, hun tror skudsalverne kommer fra.

De troværdige, desperate reaktioner fra de unge karakterer på øen, når vi ser dem mase sig op ad klippevægge, holde sig selv for munden, for at deres vejrtrækning ikke kan høres, eller når de febrilsk løber igennem skoven, for at flygte fra de mange skud, giver en fornemmelse af virkelighed.

Igennem hele filmen ser vi kun få glimt af gerningsmanden. Navnet bliver ikke engang nævnt, og man hører udelukkende de hjerteskærende skud, han affyrer, og de skrig, der efterfølger. Man er drejet helt udenom gerningsmanden og har i stedet fokuseret på de unge ofre, men alligevel formår handlingen at få en til at holde vejret og håbe, at angrebet snart er slut, og at hjælpen er på vej.


Jeg var otte år

Jeg selv var kun otte år, da angrebet på Utøya fandt sted. I dag er jeg 15, og den dokumentarprægede film gjorde større indtryk på mig, end jeg havde regnet med. Men er det for tidligt, at lave en film, om det der skete for knap 7 år siden? Er det alt for tidligt for pårørende og ofre, at genopleve den forfærdelige tragedie, der har påvirket deres liv så grusomt?

Før har jeg ikke hørt om Utøya, men denne genfortælling af de væmmelige hændelser, der fandt sted den dag, som fokuserer på ofrenes synsvinkel, der ikke var meget ældre end jeg selv er nu, rystede mig.

Og selvom man dagligt hører om forfærdelige terrorangreb, der finder sted rundt omkring i verdenen, så flyver de måske bare henover hovederne på os, som om det er noget, der sker, som man bare må vænne sig til?

Denne film var for mig en stærk gengivelse af begivenhederne i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011, som man må huske på var ... og er ... virkelighed.


Ordet er dit



Mere Kultur