Tip os log ind
Ib Lauritsen.
Foto: Henrik Ole Jensen

Valget er på vej: Der bliver travlt i kommunen

Det er ikke udpræget godt, at valget falder på en helligdag, siger borgmesteren
07. maj 2019, 17.15

Ikast-Brande Tirsdag udskrev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) folketingsvalg, der skal holdes grundlovsdag 5. juni.

Valgkampen har i princippet været i gang et stykke tid, og det har ligget fast længe, at valget til Europa-Parlamentet er 26. maj. Men nu bliver der for alvor skruet op for blusset.

Rådhuset i Ikast-Brande Kommune kommer nu for alvor til at mærke, at kommunens indbyggere skal sætte deres krydser. Først 26. maj og altså igen 5. juni.

- Nu bliver der en masse administrativt arbejde og en masse forberedelser. Der ligger et stort stykke arbejde forud, siger borgmester Ib Lauritsen (V) om de forestående valg.

- Ved hvert valg er der fejl på en stemmeseddel, og det skal ikke være her. Der er en vis ærekærhed forbundet med sådan et valg blandt medarbejderne. Det er en stor dag for demokratiet. Der er et stort stykke praktisk arbejde, der nu skal laves. Der skal for eksempel laves stemmesedler med de rigtige kandidater øverst, og det er ikke et arbejde, der bare giver sig selv.

Valget falder på grundlovsdag, hvilket er en helligdag, og det kan ende med at koste kommunen ekstra i forhold til, hvis valget faldt på en hverdag.

- Det er ikke frivillig arbejdskraft fra kommunen, der står for at afholde valget, så når det falder på en helligdag, så er det ikke det bedste, siger Ib Lauritsen, der fortæller, at en stigende antal vælgere benytter sig af muligheden for at brevstemme.

- Vi forventer, at antallet af brevstemmer vil stige igen ved dette folketingsvalg.

Om det forestående arbejde siger borgmesteren, at selvom mange i kommunen vil mærke, at der er to valg på vej, så er det særligt et par medarbejdere, som vil blive påvirket.

- Der griber ikke voldsomt ind i den almindelige administration, men der er en tre-fire medarbejdere, som bliver lagt ned. Dem bliver det hårdt for, siger Ib Lauritsen.


Ordet er dit



Mere Valg