Tip os log ind
  • 1/: Alex Porsing kan slå kolbøtter med sin 250 kubik Yamaha i tyve meters højde.
    Foto: Laila Kempel
  • 1/: Det giver et sus og er megafedt, siger 28-årige Kevin Rahbek fra Bording. Foto Laila Kempel
  • 1/: Fra venstre Alex Porsing, Kevin Rahbek og til højre ses Christian West, der er helt ny i sporten, og øver med på banen ved Videbæk.
    Foto: Laila Kempel

Vild motocross giver nerverne et flos

Lokale kørere giver den gas på torvet med halsbrækkende stunts højt til vejrs
28. maj 2019, 12.34

HAVEFEST Hvis man får hjertet op i halsen, når fartdjævle giver den gas og udfordrer hinanden på en almindelig motocross bane, så bør man nok gå i en stor bue udenom torvet i Ikast 29. maj.

Her er der for alvor halsbrækkende motor-artisteri, når Danmarksmesteren i freestyle motorcross Alex Porsing fra Videbæk sammen med makkeren Kevin Rahbek fra Bording udfordrer tyngeloven og den indre fartdjævel.

Ad stejle køreramper fræser de op på deres tohjulede cykler for - i højde med hustage - at lave alverdens krumspring i luften inden de (forhåbentlig) lander sikkert igen efter en kæmpe lufttur.

De kan lege »død mand« og lægge sig fladt ned på deres 250 kubik store Yamaha-cykler, der presses til det yderste, når gashåndtaget drejes i bund, mens mand og cykel laver en baglæns kolbøtte adskillige meter oppe i luften

Cyklerne, der repræsenterer en værdi af 65-70.000 kroner, er toptunede, selvom de skal stå på mål for meget, når de to kørere konstant udvikler nye stunts.


Helikopter-plads

Det sker på en træningsbane ude på landet mellem Kibæk og Videbæk, hvor der er langt til både sygehus og lægebehandling - om uheldet skulle ske.

- Men helikopteren kender vejen, og har da landet herude et par gange, siger 25-årige Alex Porsing, der udover at være Danmarksmester også er en af verdens bedste freestyle kørere.

Og han kender prisen på sin indre fart-djævel i form af adskillige reparerede brud på stort set alt, hvad der brækkes kan i den menneskelige krop.

- Jeg har været i fuld narkose ni gange indenfor de seneste fem år og har egentlig også en stor operation forude. Men jeg har ikke tid til det - for jeg har job i Tyskland, jeg skal køre, fortæller han.

For ham er det værste nemlig ikke at slå sig voldsomt. Det er irritationen over en lang rekreationsperiode, der nager, hvis tingene ikke går som de skal

- Når du virkelig slår dig, så kan du alligevel ikke huske eller mærke det. Du vågner op, når du er lappet sammen og er fyldt med smertestillende medicin. Så ligger du bare der og venter på, at skaden heler, så du kan komme op på cyklen igen, lyder det fra den lokale motor-artist


Bording-kører

Kevin Rahbek er fra Bording og er knap så erfaren som Danmarksmesteren. Han er dog på vej med samme raketfart som den cross-cykel, han behændigt fører op af ramperne.

Han startede med at køre almindelig motocross på Uhrebanen ved Karup, men har ændret retning - sådan helt bogstaveligt. Nu kører han ikke kun vandret med sin cykel. Det går også lodret.

- Det giver ligesom et sus, og har man først bevæget sig op af de ramper, så er det svært at stoppe igen, siger Kevin Rahbek, der fortsat kører, fordi det er sjovt.

Modsat Alex Porsing så er Kevin ikke fuldtids professionel og supplerer med et vikarjob som chauffør.

- Jeg drømmer da om at blive professionel, siger han efter i fire år at have overgivet sig til den noget farlige sportsgren.


Pommesfrites grav

Alex Porsing har formentlig altid haft benzin i blodet og begyndte allerede som barn at køre speedway og er i dag professionel. I vintersæsonen kører og træner han i Sydeuropa, hvor der også er mange shows og konkurrencer.

- Man finder hele tiden på nye tricks, som man skal have prøvet af og pudset til. I Tyskland er der baner med »pommesfrits-grave« hvor du lander i en masse skumgummi. Ofte sidder du fast med din cykel ovenpå og kan kun vente på, at nogen kommet og befrier dig. Men det er sjovt, konkluderer han velvidende, at hans karriere ikke er lang.

Med sine blot 25 år så ved han, at årene i den fysisk krævende sportsgren har sat sine spor i form af mange store skader.


Femdobbelt brud

Kevin, der er tre år ældre, har »kun« et fem-dobbelt brud i den ene ankel bag sig. Men det stopper ham ikke fra at sætte sig på den to-hjulede motoriserede cykel og forfølge drømmen om at blive en rigtig fart-junkie.

De ved begge, at de lever livet farligt, uanset om det regner eller sne.

- Det er da farligt, det vi laver. Men det er megafedt, siger de og glæder sig til at vise deres mange færdigheder på torvet i Ikast.

Team FMX Danmark er et forholdsvis nyt koncept, der som de eneste tager rundt i landet rundt og laver shows. Med sig har de en anden lokal mand Christian Morgen Larsen fra Bording. Han er ikke aktiv kører, men eventmager og sørger for »alt det andet«, der følger i kølvandet på et stort motorshow.


Ordet er dit



Mere Ikast