Tip os log ind
En 41-årig kvinde og en syvårig pige blev dræbt, mens en niårig dreng blev alvorligt kvæstet, da deres bil blev påkørt bagfra. En anden syvårig pige i bilen slap med lettere kvæstelser. Den 24-årige mand, der påkørte bilen, er anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab.
Foto: Morten Stricker/ritzau Scanpix

Voldsom trafikulykke på Hodsagervej: To personer dræbt

41-årig kvinde og 7-årig pige dræbt. 9-årig dreng svært kvæstet. 24-årig bilist anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab
09. december 2018, 11.35

Hodsager To personbiler stødte sammen på Rute 185, og to personer omkom da de ved 10.30-tiden blev påkørt bagfra på Hodsagervej mellem Feldborgvej og Viborgvej, nord for Aulum.

Vidner oplyser til politiet, at ulykken skete, da en personbil holdt og ventede på at dreje til venstre ad Brogårdvej fra Hodsagervej. Den blev påkørt bagfra af en anden personbil.

I den påkørte bil sad en voksen kvinde og tre børn. Den 41-årige kvinde, der var fører af bilen og en 7-årig pige blev dræbt på stedet. En 9-årig dreng er svært tilskadekommen, mens en anden 7-årig pige er lettere tilskadekommen. Føreren af den anden bil, en 24-årig mand er lettere tilskadekommen. Han er anholdt, sigtet for uagtsomt manddrab og skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen.

De pårørende er blevet underrettet.

Hodsagervej var spærret i fem timer mellem Skavevej og selve Hodsager, mens politi, rednings- og oprydningsfolkene arbejdede på stedet, og en bilinspektør undersøgte ulykkesstedet.


Ordet er dit



Mere 112