Tip os log ind
Glade givere og modtagere - fra venstre Jytte Gundersen fra Folkekirkens Dagligstue, Jette Bjerregaard fra »Middag på Tværs«, Kirsten Jacobsen fra Møltrup, Svend Erik Hansen fra Y's Men, der modtog pengene til soldatermissionen, KFUM og KFUK's nye konsulent Birgitte Nytrup, og formand for Ikastegnens Y's Men, Tage Madsen.
Foto: Steen Hebsgaard

Y's Men gav 17.000 til gode formål

13 medlemmer i Ikastegnens Y's Men sælger underbukser og plukker æbler - og hjælper andre
13. marts 2018, 13.00

IKAST De er kun 13 medlemmer. Men de er meget aktive, har det sjovt sammen - og bruger en del af klubtiden på at plukke æbler, arrangere loppemarked og sælge herreunderbukser.

Og de penge, man hermed skraber sammen i en god sags tjeneste, bruges hvert år som donationer til gode lokale formål.

Sådan har den meget unge »Ikastegnens Y's Mens Club« gjort siden starten for seks år siden, hvor en række personer med kirkelig baggrund stiftede klubben, der både har mænd og kvinder med.


Donationer og lagkage

Og sådan var det onsdag eftermiddag, hvor 17.000 kroner blev uddelt til otte forskellige formål. Lige så traditionelt var kaffen på kanden og den hjemmebagte og -pyntede lagkage fremstillet af Lisbeth Rasmussen, der har været med fra starten.

Da halvdelen af den var fortæret, og det meste af den lokale verdenssituation var vendt, kunne klubbens præsident, Tage Madsen, i en lille tale fortælle, hvor glad han og klubbens medlemmer er for at være med til en række aktiviteter, der giver penge - som man så kan give videre og glæde andre med.


Hvad med kvindetrusser?

Y's Men'erne plukker både æbler, deltager i loppemarkedsprojekter og sælger sågar herreunderbukser, syet på Anky Undertøj og forsynet med reklamepåtrykt Y's Men-logo i buksekanten. Sidstnævnte er endda en så stor salgssucces, at klubben har investeret i en ny produktion. Og det gør at den samlede uddeling i år kun blev på 17.000 - hvor man normalt er oppe og runde 30.000.

- Men det er en god investering med de underbukser, så vi kommer igen næste år, lød det rundt omkring kaffebordet - hvor det også fremgik, at man i kønsligeberettigelsens hellige navn havde overvejet at producere trusser til kvinder. Men efter en klubaften hvor man demonstrerede en forsøgsmodel i G-strengs udgaven på en gine - blev man enige om, at der nok er mest salg i herreudgaven!

Og så fik man et godt grin den aften. Det handler også om at have det sjovt.

Ikast Kirkes Middag på Tværs-arrangementer fik midler til at fortsætte arbejde med at sætte kristne og muslimer, danskere, flygtninge og migranter sammen om måltider og hygge. Frivillig Jette Bjerregaard kunne fortælle, at de ekstra midler skal bruges til en sommerudflugt til Vesterhavet.

- Vi er mellem 40 og 80 deltagere de fire gange om året, vi mødes. Folk tager selv mad, og alt foregår på dansk, så de kan træne deres færdigheder, fortalte Jette Bjerregaard.


Ny konsulent i KFUM og KFUK

KFUM og KFUK i Ikast fik midler til ansættelsen af en konsulent i Ikast. Hun hedder i øvrigt Birgitte Nytrup og startede i jobbet for halvanden måned siden.

- Og jeg er ved at finde ud af, hvilken fantastisk organisation, jeg er blevet en del af i Ikast, sagde den nye konsulent.

Kirsten Jacobsen, der er diakon på Møltrup-hjemmet takkede også for støtten, der består i en festlig tradition, hvor Y's Men-klubben mødes med et Møltrup-hold til en gang fodboldgolf.

Jytte Gundersen fra Folkekirkens Dagligstue, der også fik penge, kunne fortælle, at stedet dagligt bruges af rigtig mange, og at Dagligstuen er et vigtigt socialt værested.

- Mange der kommer her føler det som deres hjem, sagde hun.

Pengene bruges til indkøb til ænder, der tilberedes juleaften i dagligstuen.


Fakta

Følgende fik del i Ikastegnens Y's Mens Clubs uddeling:

Y's Mens skoleprojekt i Bangladesh - 2500

KFUM og K's børnefestival i Haderslev - 2000

Middag på Tværs i Ikast - 3000

KFUM og K Distrikt Midtjyllands teen-lejr 3500

KFUM Soldatermission 2500

Møltrup - fodboldgolf 1000

Folkekirkens Dagligstue 2500

KFUM og KFUK's konsulent i Ikast 2500

Ordet er dit



Mere Fritid