Tip os log ind
Direktøren for Aarhus Festuge, Rikke Øxner, håber på, at så mange gæster som muligt bare går ud i byen og lader sig overraske men også opsøger Festugesatninger som en David Bowie-musical og en teaterforestilling om hjemløse, der varer hele natten.

Aarhus Festuge ruller de kulørte lamper ud

Maratonteater og kilometer af kulørte lamper. Landets ældste kulturfestival i Aarhus spænder vidt.
29. august 2019, 05.00

Fire kilometer med kulørte lamper slynget gennem strøget og andre steder i bymidten er et synligt signal om, at Aarhus fra torsdag står i Festugens tegn de næste ti dage.

Lyskæderne tændes i forbindelse med Festugens tyvstart torsdag aften. Her spiller husorkestret TV-2 op i Byparken for 10.000 tilskuere som et af tilbuddene i den folkelige ende.

Men Danmarks ældste og største kulturfestival med 55 år på bagen rummer også smallere tilbud for det publikum, der kræver mere.

- Et af de projekter, vi er allermest stolte af og tror vil bevæge mange, er teatergruppen Signas midnatsforestilling "Det åbne hjerte". Den foregår i Aarhus Amtssygehus' forladte lokaler, siger direktør for Aarhus Festuge Rikke Øxner.

Det er Signas første optræden i Aarhus. Den 12 timer nattelange performance med 50 danske og internationale skuespillere lægger i høj grad op til at involvere publikum undervejs.

Forestillingen, der også tiltrækker publikum fra udlandet, udforsker publikums empati og selvgodhed med afsæt i en gruppe hjemløse.

Den er skabt til Aarhus Festuge. Det måneder lange forberedelsesarbejde betyder, at forestillingen med blot 60 publikummer ad gangen også vises efter Festugen med i alt 20 forestillinger i september.

Som en anden af Festugens juveler peger Øxner på Aarhus Teaters Danmarkspremiere på David Bowie musicalen "Lazarus" med 18 numre fra musikkamæleonens enorme bagkatalog.

- Utroligt mange mennesker er fan af Bowie og har haft berøring med hans musik. Så det er fantastisk, at det bliver Festugens gallaforestilling, som også kan opleves resten af september, siger Rikke Øxner.

Festugens tema er i år for tredje og sidste gang brobygning.

- Kernen i det er jo at bygge bro mellem mennesker, og mange af vores arrangementer og forestillinger handler i år om det, siger hun.

Temaet for de kommende år er ikke endelig afgjort endnu.

- Jeg har en helt notesblok med idéer. Vi afgør det først efter Festugen. Men der bliver igen tale om et fælles tema for de næste tre år, siger Rikke Øxner.

Festugen har et budget på omkring 20 millioner kroner og står bag cirka en tredjedel af de i alt cirka 1000 arrangementer, som hvert år tiltrækker mellem en halv og en hel million besøgende.

Resten står private arrangører og organisationer for.

/ritzau/


Ordet er dit