Tip os log ind
Facebook har tirsdag formiddag offentliggjort en mere detaljeret beskrivelse af sine regler for indhold på det sociale medie.

Facebook vil give en second opinion på fjernede opslag

Facebook har offentliggjort en detaljeret gennemgang af sine regler og giver også øget mulighed for at klage.
24. april 2018, 11.00

Får du fjernet et billede af et par bare bryster på Facebook eller en voldsom video, bliver det fremover muligt at få en ny vurdering af afgørelsen hos Facebook.

Tirsdag oplyser Facebook, at der kommer et nyt appelsystem for fjernede opslag. Og i samme omgang offentliggør det sociale medie en detaljeret gennemgang af sine regler for fjernelse af indhold.

Derfor bliver det i løbet af de kommende dage muligt at få en såkaldt "second opinion", hvis man har fået fjernet et opslag, som man ikke selv mener overskred Facebooks regler.

- Folk vil gerne være i stand til at appellere afgørelser, siger Ruchika Budhraja, der er talsmand i Facebook.

- Vi offentliggør en masse detaljer, men den gennemsigtighed gør det ikke op for de gange, vi laver fejl. Så ved at introducere et appelsystem på indholdsniveau bringer det folk ind i processen og giver dem en stemme, siger hun.

Muligheden for at få en ny vurdering drejer sig i første omgang om opslag, der bryder med Facebooks regler for nøgenhed, seksuel aktivitet, hadtale og vold.

- Det er de områder, som folk mener, vi laver flest fejl på, men vi vil udvide til andre typer indhold i slutningen af året, siger Ruchika Budhraja.

Sidst på året vil det desuden blive muligt at få en ny vurdering, hvis indhold, man gerne ville have fjernet, ikke blev det.

I forvejen er det muligt at klage, hvis Facebook eksempelvis har fjernet ens profil, men appelsystemet udvider klagemuligheden.

Facebooks nye appelsystem kommer, efter at der i Danmark har været flere eksempler, hvor Facebook ved en fejl har fjernet billeder.

Eksempelvis fik tv-værten Abdel Aziz Mahmoud fjernet et opslag på Facebook om generaliseringer. Det skete, efter at mange brugere havde anmeldt det til Facebook.

Hvis man får fjernet et opslag, bliver det fremover muligt at begrunde, hvorfor man ikke mener, at indholdet skulle have været fjernet.

Dernæst vil andre medarbejdere i Facebook kigge på sagen. Får man ret, vil opslaget igen være at finde på Facebook.

Kritik af Facebooks regler for fjernelse af indhold er også gået på, at Facebooks regler har været uigennemskuelige. Derfor offentliggør det sociale medie også en mere detaljeret gennemgang af sine regler.

Af reglerne fremgår det blandt andet, at man eksempelvis ikke må sammenligne bestemte grupper af mennesker med eksempelvis sygdomme.

- Vi vil sørge for, at vores retningslinjer hele tiden sørger for at fjerne indhold, som er skadende.

- Et godt eksempel på, hvordan vores retningslinjer ændrer sig, er flygtningekrisen, hvor immigranter først ikke var beskyttet af vores regler, siger Siobhan Cummiskey, der har ansvaret for Facebooks udvikling af fællesskabsregler.

/ritzau/


Ordet er dit