Tip os log ind
Roger Federer (til venstre) takker Hubert Hurkacz efter kampen fredag i Indian Wells.

Federer tager nyt skridt mod sjette titel i Indian Wells

Den 37-årige schweiziske tennisstjerne skal efter sejr over polsk fremtidshåb møde Rafael Nadal i semifinale.
15. marts 2019, 00.01

Roger Federer styrer i øjeblikket mod karrierens sjette triumf i Indian Wells.

Den schweiziske tennisstjerne banede sig fredag vej til semifinalen med en sejr over polske Hubert Hurkacz, der blev slået 6-4, 6-4.

I semifinalen skal Federer møde sin mangeårige rival Rafael Nadal, som i en anden af fredagens kvartfinaler slog russeren Karen Khachanov.

Nadal, som har vundet turneringen i Indian Wells tre gange, vandt i to sæt, som begge blev afgjort i tiebreak. Sejren lød på 7-6, 7-6.

Polske Hurkacz ydede god modstand i kvartfinalen mod Federer, men verdensranglistens nummer 67 måtte alligevel se sig besejret.

37-årige Federer fik brudt polakkens serv en enkelt gang i både første og andet sæt, hvilket var nok til, at han uden de store problemer kunne køre sejren hjem.

Schweizeren har været yderst overbevisende i sine egne servepartier i Indian Wells, hvor han har vundet 38 af 39 partier. Han har endnu ikke afgivet et eneste sæt på sin vej mod semifinalen.

Federer og Novak Djokovic, der er ude af turneringen, deler rekorden for flest turneringssejre i Indian Wells. De har hver vundet fem gange.

/ritzau/


Ordet er dit