Tip os log ind
- Vi er nødt til at investere mere i Afrika. Vi er nødt til at bidrage til, at der skabes vækst og nye arbejdspladser. Det er vi først og fremmest af strategiske grunde, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) efter et EU-møde om fremtidens partnerskab med Afrika.

Flere danske penge til job i Afrika skal bremse migration

Der skal skabes job i Afrika, påpeger Ulla Tørnæs, som på EU-møde præsenterer danske penge til udviklingsfond.
14. september 2018, 16.58

Afrika er på vej imod en fordobling af befolkningen i 2050, og der skal ske noget, for at forhindre at millioner af mennesker ikke tvinges til at søge mod Europa.

Den bekymring blev vendt over en frokost i Bruxelles, hvor EU-landenes udviklingsministre fredag var samlet for at diskutere kommissionsformand Jean-Claude Junckers udspil til et nyt partnerskab med Afrika.

- Vi er nødt til at investere mere i Afrika. Vi er nødt til at bidrage til, at der skabes vækst og nye arbejdspladser. Det er vi først og fremmest af strategiske grunde, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

Med "strategiske grunde" henviser ministeren til, at der kommer mange migranter fra Afrika. Og tallet kan ende med at blive markant højere.

- Lykkes vi ikke med at skabe en fremtid for de millioner af unge, som ellers ville have udsigt til arbejdsløshed og til ikke at kunne forsørge sig selv, så har vi kun set toppen af toppen af isbjerget med hensyn til migrationspresset.

Ulla Tørnæs understreger, at det for hende og regeringen også handler om at bidrage til, at Afrika når FN's verdensmål. Der er 17 mål. De spænder fra afskaffelse af fattigdom til uddannelse og mindre ulighed.

Den danske minister benyttede mødet i Bruxelles til at fortælle, at Danmark vil bidrage med 75 millioner kroner til en EU-fond for bæredygtig udvikling.

Det fremgår også af regeringens forslag til finanslov, der blev fremlagt i slutningen af august.

EU-Kommissionens mål er, at man skal skabe vækst og job i Afrika.

Juncker sagde onsdag i EU-Parlamentet i sin årlige tale "Unionens tilstand", at der skal skabes 10 millioner job i Afrika på blot fem år.

Udviklingsministeren ser positivt på udspillet, der ifølge hende rummer et fundamentalt forandret syn på Afrika.

- En del af paradigmeskiftet er en erkendelse af, at udviklingsbistanden ikke kan løse denne opgave alene, siger Tørnæs.

- Der er brug for at få andre parter med, og her spiller den private sektor selvfølgelig en rolle.

Hun peger på, at man i Danmark har fået en vigtig medspiller i pensionskasserne.

Det gør, at man kan få investeringerne i Afrika op i en helt anden og effektiv skala.

Forventningen er at nå 30 milliarder kroner i Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) via samspillet mellem primært private og staten.

Tørnæs meddelte fredag desuden, at Danmark vil bidrage med 25 millioner kroner til opbygningen af det indre marked i Afrika.

Det sker igennem en aftale mellem EU og Den Afrikanske Union (AU) om øget samhandel.

/ritzau/


Ordet er dit