Tip os log ind
Pernille Harder (til venstre) og Sanne Troelsgaard (til højre) er blandt de nominerede til Årets Kvindelige Fodboldspiller.

Harder og kolleger er nomineret til dansk fodboldhæder

Pernille Harder, Sanne Troelsgaard og Nicoline Sørensen er nomineret til titlen som Årets Spiller i 2019.
18. november 2019, 14.55

Fem gange i alt og de seneste fire år i træk er Pernille Harder blevet hædret som Årets Kvindelige Fodboldspiller i Danmark.

Og landsholdsanføreren kan forlænge sin hyldeststime, når der i januar skal sættes navn på dette års modtager af den prestigefyldte pris.

Pernille Harder er nemlig blandt de tre spillere, som er nomineret til titlen, oplyser Spillerforeningen i en pressemeddelelse.

Angriberen er i gang med en stor sæson for Wolfsburg i den tyske Bundesliga. Holdet har maksimumpoint efter ni kampe, og Harder er suveræn ligatopscorer med 12 træffere.

Som konkurrenter til titlen som bedste danske spiller i 2019 har hun landsholdskollegerne Nicoline Sørensen og Sanne Troelsgaard.

Sørensen er den mest scorende spiller i den danske liga, hvor hun stiller op for Brøndby.

Sanne Troelsgaard vandt for nylig det svenske mesterskab med Malmø-klubben FC Rosengård. Hun blev i øvrigt kåret som Årets Kvindelige Fodboldspiller tilbage i 2011.

Det er de bedste kvindelige fodboldspillere, der gennem en afstemning har nomineret trioen. Kåringen er en del af DR's sportsgallashow, der afvikles i Herning 4. januar.

/ritzau/


Ordet er dit