Tip os log ind
En kinesisk turist omkring 70 år blev tirsdag eftermiddag fundet livløs i en københavnsk sø. Trods forsøg på genoplivning blev han senere på dagen erklæret død. (Arkivfoto).

Kinesisk turist hevet op af Sortedam Sø i København er død

En mand blev fundet i københavnsk sø tirsdag eftermiddag. Han kom på hospitalet, men er afgået ved døden.
13. august 2019, 21.22

Det var en kinesisk mand, som tirsdag eftermiddag blev hevet op af Sortedam Sø i København. Han er senere afgået ved døden.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Carsten Reenberg kort før klokken 21.

- Det er en turist fra Kina. Vi har ikke den pågældende 100 procent identificeret, men det er en mand omkring 70 år gammel, siger vagtchefen.

Klokken 13.41 fik politiet en anmeldelse om, at en person lå i søen, og både politi og ambulancer var kort efter ved stedet. Her blev den livløse mand trukket i land.

Redningsfolk forsøgte at genoplive manden, og han blev kørt på hospitalet. Hans liv stod dog ikke til at redde.

Da der er tale om en turist fra Kina, er den kinesiske ambassade blevet orienteret om dødsfaldet, fortæller vagtchefen.

Politiet ved endnu ikke, hvordan manden endte i vandet.

- Det undersøger vi. Nu bliver der et retslægeligt ligsyn. Vi hælder mod, at det er en tragisk ulykke af en art, som er sket, siger vagtchef Carsten Reenberg.

Ved et ligsyn bliver liget undersøgt, og oplysningerne derfra sammenholdes med politiets oplysninger.

Formålet er at fastlægge, hvad den pågældende døde af, om der er tale om en naturlig død, en ulykke, selvmord eller en forbrydelse.

/ritzau/


Ordet er dit