Tip os log ind

Merkel udtrykker solidaritet med jøder efter skuddrab

Angela Merkel udtrykker kondolencer, og Mette Frederiksen er chokeret efter skuddrab i den tyske by Halle.
09. oktober 2019, 19.09

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, udtrykker sine kondolencer til de dræbtes familier efter skuddrab i den tyske by Halle og sympati med alle jøder, der fejrer den jødiske forsoningsdag Yom Kippur.

Det skriver talsmand for den tyske regering Steffen Seibert på Twitter.

- Hun udtrykker sine dybeste kondolencer til ofrenes familier.

- Vores solidaritet gælder for alle jøder, der i fejrer Yom Kippur - vi takker sikkerhedsstyrkerne, der stadig er i aktion, skriver talsmanden.

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), er ligeledes chokeret over skyderierne i Halle.

- Dybt chokeret over den tragiske hændelse i Halle. Mine tanker og medfølelse går til de pårørende, udtaler statsministeren ifølge Statsministeriet på Twitter.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mener ifølge nyhedsbureauet dpa, at angrebet i Halle er endnu en manifestation af antisemitisme i Europa.

- Jeg opfordrer myndighederne i Tyskland til at fortsætte med at handle resolut mod antisemitisme-fænomenet, siger Benjamin Netanyahu ifølge dpa.

- På vegne af Israels befolkning sender jeg mine kondolencer til ofrenes familier.

/ritzau/


Ordet er dit